Abonnementsartikel

ISS og Danish Crown anlægger sandsynligvis injuriesag mod TV2 og Ekstra Bladet, fordi de ikke tror på, at videooptagelserne, der fremstiller ISS rengøringen på slagteriet i Odense som svinsk, stammer fra et tidspunkt, hvor rengøringen er afsluttet

På et pressemøde fredag eftermiddag kunne ISSs advokater fortælle, at Ekstra Bladet har afvist en anmodning om enten at udlevere eller fremvise en 24 minutter lang amatør video, som skulle bevise, at rengøringen på et Danish Crown-slagteri er under al kritik. Ved fristen udløb kl. 14 havde TV2 slet ikke svaret advokaterne.

- Når Ekstra Bladet og TV2 efter adskillige anmodninger ikke vil vise os det materiale, der ligger til grund for deres grove anklager mod ISS-medarbejdere, slagteriarbejdere og offentligt ansatte medarbejdere i slagterikontrollen, overvejer vi kraftigt at gå rettens vej for at få adgang til videofilmen, siger ISS administrerende direktør, Eric Rylberg og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Med 240.000 ansatte i koncernen skal jeg ikke afvise, at vi begår fejl, og dem står vi gerne ved. Men vi kan altså ikke påtage os fejl, som vi slet ikke har begået.

TV2 vil ikke udlevere båndet af hensyn til kildebeskyttelse, men det manglende bevismateriale afholder ikke Danish Crown og ISS i at forholde sig til det klip, der blev vist på TV2. Med udgangspunkt i de daglige rengøringsrutiner afviser de hårdnakket, at videooptagelser stammer fra en afsluttet rengøring.

- Tidspunktet for optagelserne, som ifølge et ur i videofilmen viser 00:35, stemmer ikke overens med, at ISS ikke på noget tidspunkt i november eller december har forladt slagteriet før kl. 03:00. Og drivende våde inventarer og sæberester, samt at der er et løbende transportbånd på billedet på billederne sandsynliggør, at der er tale om en igangværende rengøringsarbejde.

- Fakta er, at de er slukket, når rengøringen er tilendebragt, forklarer Jesper Møller, som er kommunikationsdirektør i ISS.

ISS undrer sig også over, at der høres lyd af sprøjter som baggrundsstøj på videoen og at ingen - hverken Danish Crowns egenkontrol, veterinærkontrollen eller ISS egne medarbejdere - har rapporteret om væsentlige rengøringssvigt i perioden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En sag om ære

Både Danish Crowns direktør, Kjeld Johannesen, og ISSs direktør, Eric Rylberg, vurderer, at sagen betyder store økonomiske tab. Og den slags sager giver uden tvivl ridser i lakken i forhold til kunder og forbrugere i ind- og udland.

Det, der ærgrer direktørerne mest, er, at sådanne beskyldninger rejser en helt urimelig tvivl ved fødevaresikkerheden i Danmark og rammer de mange medarbejdere, som arbejder med slagtning, rengøring og kontrol på slagterierne.

Kjeld Johannesen udlader derfor heller ikke at udtrykke glæde over, at fødevareminister Mariann Fischer Boel efter veterinærkontrollens uanmeldte kontrolbesøg på 16 slagterier torsdag morgen har udtrykt tilfredshed med hygiejnestandarden på slagterierne og lovet forbrugerne, at det daglige arbejde på slagterierne slet ikke kommer i gang, hvis fødevaresikkerheden er i fare.

- Jeg har 12.000 kollegaer, og vi er sure. Og når slagteriarbejdere er sure, er det ikke ret godt, fastslår Lars Mose, som er tillidsmand på Danish Crown i Horsens. Han siger videre:

- Tror I, at vi er så dumme, at vi tillader svineri på vores arbejdsplads - så står vi jo uden arbejde. Alle slagteriarbejdere kender hygiejnereglerne, og ser vi noget, der ikke er, som det skal være, kontakter man enten mester eller tillidsmanden, og så bliver tingene bragt i orden. Sådan er virkeligheden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lars Mose undlod ikke at udtrykke sin fortørnelse over mediernes dækning af sagen. Specielt var han skuffet over, hvordan TV2 fraklipper daglige indlæg fra hans tillidsmandskollegaer i henholdsvis Vejle og Odense.