Der er altid plads til forbedringer. Det udsagn er VBG, der afholder den udendørs transport- og logistikudstilling Vestfyn Trækker i Ejby, tilsyneladende enig i. I hvert fald er de klar med en række nye tiltag under den kommende udstilling i 2012.
Således er der udarbejdet en ny standplan, som skulle åbne mulighed for flere udstillere og gøre arrangementet mere overskueligt for de tusindvis af besøgende.
- Vi placerer standene på en måde, så messearealet udnyttes endnu bedre. Dermed bliver der plads til flere udstillere, og der lanceres samtidig en 'foretrukken rute', som skal strømline flowet af besøgende, fortæller Per Mikkelsen, der er administrerende direktør hos VBG Group Sales A/S og arrangør af udstillingen.
- På den måde kan gæsterne lægge deres vej forbi alle stande med færrest mulige skridt, og man undgår at overse relevante udstillere eller bruge unødig tid på at lede efter en bestemt stand. Det er selvfølgelig i alle parters interesse, at de besøgende kan bruge deres tid på selve standene frem for på at gå, fastslår Per Mikkelsen.
Bredere udstillerkreds
Han lægger op til, at udstillerkredsen i 2012 bliver bredere end i de foregående år.
- Vi har valgt at føje underteksten 'Transport & Logistik' til messens navn. Det er ikke mindst for at signalere, at Vestfyn Trækker udvikler sig til en endnu mere bredtfavnende udstilling, som dækker de fleste aspekter af landtransport og løsninger til logistiksektoren, fortæller Per Mikkelsen, der på nuværende tidspunkt har afsat omkring 70 af messens stande.
Vestfyn Trækker er hidtil blevet afholdt i den sidste weekend af maj, men finder i 2012 sted fra den 1. til 3. juni.
- Vi må håbe, at vejrguderne er mildere stemt, når kalenderen skriver juni i stedet for maj, siger Per Mikkelsen med henvisning til det regnfulde messevejr i 2011.