Abonnementsartikel

Faldende indtjening får Arla til at sænke mælkeprisen med 10 øre pr. kilo mælk, men mælkeproducenterne får indtil videre den samme afregningspris - reguleringen vil i stedet ske via efterbetalingerne

Arla sænker aconto-betalingen for mælk med 10 øre, men mælkeproducenterne får indtil videre den samme aconto-pris udbetalt. Prisen er 1. oktober i gennemsnit 212,83 øre pr. kilo mælk.

I stedet vil Arla regulere på efterbetalingen, som derfor i 2004/05 vil skrumpe til et væsentligt lavere niveau end skønnet for 2003/04.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Samtidig vil Arla ikke afvise, at det senere på året kan blive nødvendigt med en direkte sænkning af mælkeprisen til andelshaverne:

- Hvis for eksempel dollarkursen falder yderligere, kan det påvirke mælkeprisen negativt, oplyser Louis Illum Honoré, pressechef hos Arla.

Presset og investeringslysten

Men indtil videre vælger Arla efter bestyrelsesmødet tirsdag 5. oktober at afregne til den hidtil gældende pris.

Om årsagen til at Arla ikke lader selskabets faldende indtjening gå direkte videre til andelshaverne, siger Louis Illum Honoré:

- Det er økonomisk svære tider for mælkeproducenterne. Bestyrelsen ønsker at signalere, at man vil sende pengene ud til andelshaverne og i stedet regulere på efterbetalingen siden hen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Louis Illum Honoré lægger ikke skjul på, at det er presset fra tysk mælk, EU-reformen, den lave dollarkurs samt øget konkurrence på det svenske og danske marked, der er blandt årsagerne til at Arla sænker aconto-prisen. Samtidig presser butikskæderne og andre mejerier Arla.

Presset på indtjeningen kommer samtidig med, at Arla investerer med henblik på måske at blive Europas største mejerikoncern:

- Arlas opgave er at varetage andelshavernes interesser på længere sigt. For at sikre en god fremtidig mælkepris er det nødvendigt at investere nu. Arla er nødt til at være blandt de toneangivende mejeriselskaber for at sikre mælkeprisen for andelshaverne, siger Louis Illum Honoré.