Fødevareminister Hans Chr. Schmidt åbner i dag, d. 6. oktober, en dansk fødevareportal i Frankrig.

Portalen, www.cuisinedanoise.fr, der er etableret af den danske ambassade i Paris, er led i et større dansk eksportfremstød i Frankrig. Bag fremstødet står, udover ambassaden, den danske fødevareindustri og 16 danske fødevarevirksomheder. Det oplyser Fødevareministeriet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I dag er Danmark den 11. største fødevareeksportør til det franske marked. Ambitionen er at blive meget større, og det kan vi sagtens, siger fødevareminister Hans Chr. Schmidt.

- Danske fødevarer hører til blandt verdens bedste, og vores høje krav til veterinær standard og sunde og sikre fødevarer er væsentlige parametre for konkurrencedygtigheden på det franske marked. Det samme gælder hensynet til miljø og dyrevelfærd, siger ministeren.

Senere på dagen mødes Fødevareministeren med sin fransk kollega, Hervé Gaymard. De to ministre vil diskutere EU"s landbrugsreform, landdistriktspolitikken, EU"s reform af sukker markedet, WTO-forhandlingerne, GMO og den europæiske aktionsplan for økologi.