Abonnementsartikel

Fra at have været indbegrebet af selve den danske folkesjæl, som ingen stillede spørgsmål ved, er der nu pludselig masser af spørgsmål til de danske andelsselskaber.

Derfor inviterer landbruget samtlige landmænd i Danmark til en snak om de fremtidige krav til selskaberne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det sker ved fire andelskonferencer i oktober og november, og Landbrugets Oplysnings- og Kursusvirksomhed (LOK), der er hovedarrangør, vil hellere se kritikere end rygklappere blandt deltagerne.

- Vi ønsker at få alle i primærlandbruget til at mødes åbent og fordomsfrit. På denne her måde håber vi på at få pustet nyt liv i andelsdebatten, og derfor vil vi gerne opfordre kritiske andelshavere og kritiske ikke-andelshavere blandt landmændene til at møde, fastslår uddannelseschef Jørgen Ougaard fra LOK.

Konferencen er bygget op omkring tre indlæg, der fokuserer på henholdsvis andelsselskabernes image og indtjening samt andelshavernes indflydelse. De finder sted på følgende tidspunkter:

Landbocentrum, Borup (21. oktober), LandboCenter Midt, Viborg (1. november), Landboskolen Brønderslev, Brønderslev (10. november) og Sønderjysk Landboforening, Vojens (11. november).