Alder er ingen hindring, heller ikke for Vilsgaard A/S med hjemsted på Mors og med hele Danmark som handelsplads.

- Vores kerneområde er vores mange trofaste kunder på Mors, i Thy, Salling og Fjends, fortæller Kresten Vilsgaard, der er fjerde generation i firmaet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og den 27-årige administrerende direktør har en fin fornemmelse for, hvad trofaste kunder betyder.

- De er vores bedste ambassadører, lyder det uden tøven.

I 1904 startede Kresten Vilsgaards oldefar, Søren Vilsgaard, firmaet, der siden da har haft hans bedstefar og far ved rorpinden. Så firmaet kan fejre sit 100-års jubilæum, og det skal markeres ikke alene med en reception 1. oktober, men også med åbent hus dagen efter.

Det skal desuden markeres, at Bjarne Vilsgaard træder tilbage til fordel for sin søn, så anledningen bruges også til at gennemføre generationsskifte.

Stor aktivitet både hjemme og ude

Et firma af Vilsgaards størrelse klarer sig ikke ret godt uden gode medarbejdere, og det mener Kresten Vilsgaard også, han har.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er 20 medarbejdere, hvor de 12 er på værkstedet, tre er på lageret og i butikken, tre arbejder med salg og to er i administrationen, forklarer Kristen Vilsgaard.

Men aktiviteterne strækker sig udover den hjemlige matrikel, idet firmaet råder over hele seks servicevogne, som står klar til at rykke ud til kunder, der har behov for hjælp.

- Vores vogne har udstyr, så de kan klare en meget bred vifte af reparationer og serviceopgaver, siger Kresten Vilsgaard.

Han slår også fast, at netop den gode service er et pejlemærke for virksomheden.

- Vi skal selvfølgelig også have solgt så meget som muligt, og vi skal formå at tilpasse os de udfordringer, som skiftende tider giver, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Blandt udfordringerne er maskiner, som er helt anderledes skruet sammen end for blot 10-15 år siden. Og det stiller krav til medarbejderne på værkstedet, som i højsæsonen har 24-timers tilkaldevagt.

- Vi sørger for løbende efteruddannelse af medarbejderne, så de har tjek på at servicere de moderne maskiner, fortæller Kresten Vilsgaard.

Et bredt produktprogram

Vilsgaard A/S forhandler John Deere, og har udover de traditionelle landbrugsmaskiner fra den amerikanske koncern også en del af have-/parkprogrammet.

- Vi er desuden medlem af Maskinhandler Indkøbsringen og har forhandling af Kverneland samt Schaeff entreprenørmaskiner, fremhæver Kresten Vilsgaard.

I butikken kan man købe et meget bredt udvalg af værktøj, udstyr til husdyrproduktion, arbejdstøj og meget andet, som en moderne landmand skal bruge på bedriften.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På lageret for reservedele har Vilsgaard A/S en moderne lagerautomat, som giver en nem og overskuelig systematik i håndteringen af de 8.000 dele, og lageret rummer i alt 15.000 dele.