Abonnementsartikel

Både i marken, i produktionen og i omsætningen følger tyske Fendt de rette linier og er dermed et vigtigt aktiv for moderselskabet AGCO

Fendt er indbegrebet af tysk grundighed, og i flere henseende kører det som efter en snor. Med det satellitbaserede Auto-Guide kører de grønne traktorer i snorlige spor ude i marken, og med en præcision på ned til plus/minus fem centimeter overflødiggør det elektroniske system de mekaniske markører på eksempelvis såmaskinen.

På fabrikken i Marktoberdorf kører produktionen også efter en snor og har i de seneste seks år ligget konstant imellem 10.000-11.000 enheder om året. Produktionen for indeværende år er dog estimeret til 11.250 traktorer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Også på omsætningen kan AGCO GmbH, som Fendt er en del af, fremvise en lige linie, men her er der tale om en linie med en ikke ubetydelig stigning, idet omsætningen siden årtusindskiftet er steget med over 100 millioner euro. I år forventes omsætningen at runde 750 millioner euro.

Auto-Guide i to versioner

Sporfølgersystemet Auto-Guide betjenes via en ekstra terminal i kabinen. Når systemet har fået besked på fra hvilken side i marken, der skal startes, og arbejdsbredden på det efterspændte redskab er indkodet, er systemet i stand til at styre traktoren i snorlige træk op og ned ad marken.

Systemet er anvendeligt til alt lige fra udbringning af kalk og gylle over harvning og til såning.

Fendt tilbyder systemet i to varianter, der bortset fra præcisionen, stort set er identiske. Standardversionen har en præcision på plus/minus 15-20 centimeter, mens den lidt dyrere version arbejder med en nøjagtighed på kun fem centimeter på hver side af den planlagte linie.

Ud over indkøbsprisen på udstyret skal brugerne regne med en årlig licens for at benytte satellitsignaler. For standardversionen er det årlige abonnement omkring 800 euro, mens prisen for at anvende de præcise signaler løber op i cirka 2.000 euro om året. Anvendes systemet kun i sommerhalvåret, er der mulighed for at købe enten kvartals- og halvårsabonnement.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Let at anvende

En prøvekørsel af Auto-Guide i forbindelse med Fendt Feldtag i Tyskland viste, at systemet er meget betjeningsvenligt og let at anvende. Eksempelvis er der på skærmen en fin guidning af traktoren til næste spor, og blot traktoren vender nogenlunde i den rigtige retning og er inden for et par meter til sporet, kan føreren låse traktoren fast på sporet, slippe rattet og lade den automatiske styring tage over.

Under kørslen op ad marken slipper føreren for at skulle koncentrere sig om at følge et markørspor eller holde fuld arbejdsbredde med eksempelvis en bred harve. Tager føreren fat i rattet, kobles det automatiske system øjeblikkelig fra og tager først over igen, når der trykkes på en kontakt.

Specielt til udbringning af gødning, kalk og gylle på sort jord vil systemet være helt ideel og give en nøjagtig fordeling af næringsstofferne. Men også til traditionel jordbearbejdning vil systemet kunne anvendes og give en større effektivitet på traktoren.

Opdatering af TMS

Da vi i foråret testede en Fendt 818 Vario TMS, var et af de få kritikpunkter, at traktoren var for langsom til at komme ned i motoromdrejninger, efter at en forhindring var passeret.

Fra 2005 modellerne introducerer Fendt Variotronic 4 software, som netop tager højde for dette problem. Systemet giver tilmed føreren mulighed for selv at bestemme, hvor langt traktoren skal gå ned i motoromdrejninger, når belastningen falder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Modsat kan føreren også programmere inden for hvilket interval, motoren skal arbejde, når der eksempelvis anvendes PTO-drevne redskaber.

Luftaffjedret kabine

Fra tid til anden møder Fendt kritik af komforten i deres kabiner og for at imødegå dette, introducerer den tyske producent nu luftaffjedring af kabinen på Vario 700, 800 og 900.

Her i landet bliver luftaffjedring standard på den store 900-serie, mens det bliver ekstraudstyr på 700 og 800-serien.

Luftaffjedrede kabiner kendes allerede fra lastbiler, og affjedringen til Fendt traktorerne leveres da også af ZF Sachs, som er en af de store producenter af affjedringssystemer til både person- og lastbiler. Ifølge Fendt giver luftaffjedringen en ensartet og stabil affjedring, som er uafhængig af belastningen.

Udvendig betjening af hydraulikventiler

Betjening af lift og kraftoverføring via trykknapper på bagskærmene er nærmest ved at være standard på nye traktorer. Nu går Fendt skridtet videre og introducerer udvendig betjening af to hydraulikventiler på Vario 800- og 900-serien.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Før føreren forlader kabinen, skal han på Varioterminalen vælge hvilken ventil knapperne på venstre bagskærm skal betjene. Systemet er tænkt anvendt, når et redskab skal monteres på traktoren, og der anvendes enten hydraulisk topstang eller støttefod. Foto ( to Fendt traktorer 14 MG billede)