Abonnementsartikel

LandboCentrum, Patriotisk Selskab og Djursland Landboforening har besluttet at tilmelde sig Dansk Landbrugsrådgivning. Dermed er alle landbrugscentre under Dansk Landbrug nu med i Dansk Landbrugsrådgivning. Det oplyser Landscentret i en pressemeddelelse.

- Parterne udtrykker tilfredshed med indmeldelsen og ser frem til at udnytte de synergieffekter og stordriftsfordele, der kan være ved samarbejdet i Dansk Landbrugsrådgivning, skriver Landscentret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dansk Landbrugsrådgivning blev etableret 1. april 2003 med det formål at udvide samarbejdsmulighederne mellem landbrugscentrene og Landscentret i Skejby ved Århus.

- De tre foreninger finder, at Dansk Landbrugsrådgivning har udviklet sig på en måde, så de nu med fordel kan deltage i samarbejdet. I den forbindelse har det været vigtigt for de tre foreninger, at medlemskabet ikke begrænser deres selvstændighed eller mulighederne for, i fri konkurrence, at udvikle sig på rådgivningsmarkedet, fremgår det af pressemeddelelse.

Betegnelsen Dansk Landbrugsrådgivning vil fremover afløse "landbrugets rådgivningstjeneste", som hidtil har været navnet på den rådgivning, der blev udført fra landboforeningernes og familielandbrugets centre under Dansk Landbrug.