Abonnementsartikel

Landbruget må tilpasse sig de nye forhold, som erhvervet skal fungere under efter EU"s landbrugsreform, fastslog Gert Karkov på årsmødet for Landsudvalget for Driftsøkonomi.

- Politikerne må forstå, at det er imod intentionerne i landbrugsreformen at påstå, at den afkoblede støtte pr. automatik skal gå til dem, der har produktionen fremover.

Det sagde Gert Karkov, formand for Landsudvalget for Driftsøkonomi, blandt andet i sin beretning på udvalgets årsmøde 2. december.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han bemærkede, at reformens konsekvenser tilsyneladende er kommet bag på en del politikere.

- Grundsætningen i reformen er afkoblingen af støtten, hvilket betyder, at landmanden får præmierne, uanset om der produceres eller ej. Så fra landbruget må vi kræve, at alle bakker op om afkoblingen på godt og ondt, sagde Gert Karkov.

Vælg rette form

Gert Karkov fremhævede, at der for den enkelte landmand ligger en stor udfordring i at gøre sig klar til de ændrede forudsætninger. Han må foretage en grundig analyse af sin situation og bedriftens potentiale, for at kunne vælge den mest hensigtsmæssige struktur for fremtiden.

- Det er muligt at bringe sig i forskellige positioner. Hensigtsmæssigheden afhænger af, hvilken linie man vælger som landmand. For nogle er det den passive linie ved afkobling, som ikke betinger nogen aktivitet, ud over at holde jorden i landbrugsmæssig forsvarlig stand.

- Andre vælger at lave en konkurrencedygtig produktion ud fra evner og muligheder, sagde Gert Karkov.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han pegede videre på, at EU-reformens konsekvenser bliver vidt forskellige for landmændene.

- Der bliver stort behov for individuel rådgivning. En rådgivning, som på mange områder i øjeblikket er handicappet af, at reglerne ikke er udarbejdet eller der ikke ligger klare fortolkninger at forholde sig til, sagde Gert Karkov.