Abonnementsartikel

Allerede i januar 2004 var der enighed om at LIB og Agromek skulle gå sammen, men LIB sprang i målet, mener Agromek

- I Agromeks ledelse havde vi god grund til at tro, at vi havde en aftale, om at de seks traktorimportører i LIB ville udstille på Agromek 2007.

- Aftalen med LIB holdt imidlertid ikke.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Men vi er parate til at genoptage og færdiggøre vore forhandlinger med LIB, så vi igen kan samle udstillingsaktiviteterne for landbrugsmaskiner, produktionsmidler og serviceydelser til landbruget i én udstilling, fastslår Hans Sørensen, formand for Agromek og adm. direktør i Assentoft Silo A/S.

Hans udtalelse falder, efter LIB netop har offentliggjort, at deltagelse i Agromek ikke er aktuel for LIBs medlemmer.

- Et detaljeret grundlag for det fremtidige samarbejde faldt på plads ved forhandlinger mellem Agromek og LIBs bestyrelse i januar i år, hvor vi opnåede enighed om alle de praktiske opgaver, der skal løses ved at slå de to udstillinger sammen, fortsætter Hans Sørensen.

- Efter vore møder med LIBs bestyrelse var vi på Agromeks side overbeviste om, at LIBs medlemmer fra 2007 ville udstille på Agromek hvert andet år - ligesom andre udstillere, der ikke har behov for at deltage hvert år.

- Det stod også klart, at Agromek skulle fortsætte hvert år som udstilling for landmænd i Danmark og andre nordeuropæiske samt østeuropæiske lande og som fabrikanternes fælles eksportudstilling for danske landbrugsmaskiner til alle dele af verden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Aftalen skulle være offentliggjort i maj måned, men vi respekterede LIBs ønske om, at offentliggørelsen blev udskudt til efter LIB-udstillingen i Fredericia i november.

- Desværre aflyste LIB de videre forhandlinger med kort varsel.

- Vi finder aflysningen ærgerlig, da landmænd, fabrikanter og importører alle vil opnå fordele af en aftale om at samle udstillingerne Agromek og LIB i en udstilling, understreger Agromeks formand.

Dansk Landbrug beklager

- Det er beklageligt for vi landmænd, at traktorimportørerne i LIB tilsyneladende ikke finder tiden moden til, at de igen kommer med på Agromek, siger formanden for Dansk Landbrug, gdr. Peter Gæmelke.

Dansk Landbrug er medejer af Agromek. Peter Gæmelke er medlem af Agromeks udstillingskomité, og han var med til at forhandle aftalen med LIB.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det ville have været en kæmpe fordel for landmænd fra hele landet, hvis det var lykkedes at få samlet hele maskinsektoren på Agromek, og jeg ærgrer mig over, at det ikke er lykkedes at få aftalen herom på plads, fortsætter Peter Gæmelke.

- I landbruget ønsker vi fortsat, at Agromek bliver holdt hvert år, så vi har muligheder for løbende at kunne følge med i den hastige udvikling på hele det teknologiske område, der er en af de væsentlige forudsætninger for den markante udvikling og konkurrenceevne i det danske landbrug, tilføjer Peter Gæmelke.