Abonnementsartikel

Overvej om begge ægtefæller skal stå på gårdens skøde, lyder råd fra ejendomsmægler

Pludselig er den til salg, den ejendom, der skal til for at sikre bedriftens fremtid.

Men kan man købe?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Selvom den nye landbrugslov for en gangs skyld er tilpasset fremtiden og ikke justeret til nutiden, kan man støde hovedet mod loftet.

- Derfor er det en god ide, at ægtefæller, hvor begge har grønt bevis, allerede nu overvejer, om begge skal stå på skødet, påpeger ejendomsmæglerne H.C. Hansen og Lise Lotte Lund, Brørup.

- Det kunne være en god ide, at kun den ene havde sit navn på skødet nu, hvor begge ægtefæller må eje et landbrug.

- Så er man forberedt den dag, muligheden for udvidelse er til stede, fortsætter de to ejendomsmæglere fra firmaet H.C. Hansen.

- I dag er der mange, der kan få en uddannelsesattest, selvom de ikke har grønt bevis. Det kræver, at man for alvor har deltaget i driften.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Men det er der også mange, der har igennem mange år. Kan man det, er det en rigtig god ide at få forholdene omkring hvem, der skal stå på skødet på plads, understreger H.C. Hansen.

Sund sammenlægning

Den nye landbrugslov betyder, at man i fremtiden ikke behøver at lægge sine landbrugsarealer sammen.

- Det betyder, at mindre arealer bliver mere attraktive, fastslår H.C. Hansen og Lise Lotte Lund.

At det ikke er et krav, at man lægger sine arealer sammen, betyder ikke, at man nødvendigvis skal lade være.

- Det er sundt at lægge så meget af sin jord som muligt sammen, mener H.C. Hansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Landbrugsloven understøtter den strukturudvikling i landbruget, der har været i gang i årevis. Det betyder formentlig, at endnu flere landmænd vil forlade erhvervet i de kommende år. Og så stiger efterspørgslen efter en helt anden type ejendomme, forudser Lise Lotte Lund.

- Landmænd, der har solgt deres egentlige bedrift, vil være interesserede i at overtage deltidslandbrug, hvor de for eksempel kan producere ammekvæg i begrænset omfang. Derfor stiger efterspørgslen efter den slags ejendomme, vurderer hun.

To slags landbrug

Ejendomsmæglerne i Brørup ser en fremtid med to forskellige retninger inden for landbrug:

- Produktionslandmændene vil udgøre en vigtig del. Men lige så omfattende bliver den del af landbruget, der kommer til at arbejde med natur- og miljøpleje.

- En stor gruppe af landmænd har fået øjnene op for den måde at drive landbrug på. Så er det op til politikerne at vise tilstrækkelig vilje til at tilgodese miljøet, mener H.C. Hansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Begrænsede bevillinger til SFL-støtte har vist, at landbrugets interesse for at bevare en afvekslende natur og et godt miljø hidtil har været langt større end politikernes vilje til at betale for ydelsen.