Abonnementsartikel

Da Danish Crown indsendte prøver af Dansk Kalv til konkurrencen Bocuse d'Or, troede Karsten Dejbjerg Kristensen ikke rigtig på, at de skulle lykkes af vinde æren

Næste udgave af fødevareudstillingen i Lyon, der nu hedder Sirha, løber af stablen 22. januar 2005 og varer frem til 26. januar begge dage inklusive.

Forud for denne internationale gastronomiske begivenhed, hvor kampen om at vinde Bocuse d’Or blot er en mindre, men væsentlig del, er der gået lange forberedelser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I januar i år meldte vi os som interesserede i at levere Dansk Kalv som det kød, kokkene skulle bruge til den ene af deres to retter, fortæller Karsten Dejbjerg Kristensen, hjemmemarkedsdirektør i Danish Crown.

Men han troede ikke meget på chancerne for at vinde æren om at blive leverandør af kødet til konkurrencen.

- En opbakning fra fransk/danske kokke var med til at bringe os i mål, fortsætter han.

Før aftalen kom på plads skulle der dog mange prøvesmagninger til, og i den endelig afgørelse var Paul Bocuse selv med.

- Det er kun anden gang nogensinde, at vi udvælger et ikke fransk firma til at levere kødet, erklærer mesterkokken selv.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lav pris for stor reklame

For Danish Crown har det en pris at blive udvalgt til æren.

- Vi skal selv betale kødet og en række andre udgifter, som løber op i cirka en halv million kroner, forklarer Karsten Dejbjerg Kristensen.

Det anser han dog for et lavt beløb i forhold til den eksponering, det giver såvel Dansk Kalv som Danish Crown.

For der er tilmeldt ikke mindre end 50 fjernsynskanaler og 900 journalister til at overvære konkurrencen. Det er blot dem, der har fået lov til at være med, mens andre er blevet afvist.

- Vi har fremstillet 23 kg pressemateriale i forbindelse med udstillingen, og det er aldrig før sket, at kalvekød er blevet præsenteret på denne måde, supplerer Paul Bocuse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med unge spirende superkokke fra 24 lande og et tilsvarende antal dommere som medhjælpere i kapløbet om at vinde de tre førstepladser med opskrifter og serveringer, er der maksimal opmærksomhed om konkurrencen i Lyon.

Lignende eksponering har sjældent om nogensinde været tildelt andre danske mærkevarer – og da slet ikke inden for gruppen af fødevarer.

Skal bruges til at sælge mere

Paul Bocuse mener, at Danish Crown får en støtte til produktet både på kort og lang sigt.

- Alle de 24 opskrifter bliver tilgængelige efter konkurrencen, forklarer han.

- Så vi gør vores arbejde, og resten må I selv stå for, fastslår han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Karsten Dejbjerg Kristensen er helt enig i, at det handler om at udnytte den voldsomme eksponering.

- Det giver turbo på mulighederne for afsætning, men vi kan dog ikke fra den ene dag til den næste regne med at sælge en helt masse mere.

Han forklarer, at der er brug for en langsigtet satsning, hvor der er balance mellem udbud og efterspørgsel.

- Vi skal have fat i de rigtige salgskanaler i Frankrig. Det vil sige firmaer, som sælger til restauranter og cateringvirksomheder. Vi skal ikke satse på at sælge Dansk Kalv til detailkæderne, mener han.

Vurderingen lyder, at der, om alt går vel, kan sælges cirka 50 procent mere Dansk Kalv, sådan at produktionen kommer op på cirka 45.000 kalve om året mod nu 30.000.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Allerede i 2005 regner vi med at have kontrakter på 35.000 kalve, og med en lidt konservativ tilgang, hvor kundekontakten først skal være i orden, når vi de 45.000 kalve i 2006, siger Karsten Dejbjerg Kristensen.