Abonnementsartikel

Fødevareregion Sønderjylland har i dag 12. januar lukket Danish Crowns slagteri i Blans på grund af mistanke om klassisk svinepest hos flere svin, der blev leveret til slagteriet i morges.

Slagtesvinene, der har symptomer på svinepest, stammer fra en besætning ved Vojens, skriver Fødevarestyrelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I øjeblikket er Fødevareregion Sønderjylland i gang med at foretage undersøgelser på henholdsvis slagteriet og i besætningen for at finde ud af, om der er belæg for at opretholde mistanken.

Ved et udbrud af svinepest vil der altid være flere dyr i besætningen, der enten har tegn på sygdommen eller har feber.

Svinepest er en smitsom sygdom, der medfører høj dødelighed blandt sygdomsramte dyr.

Derimod smitter sygdommen ikke til mennesker, og kødet udgør ingen risiko for forbrugerne.