Abonnementsartikel

Arla Foods mister to af sine øverste direktører. Det er den administrerende direktør i Arla Foods UK plc, Neil Davidson, som har meddelt selskabets bestyrelse, at han ønsker at fratræde ved udgangen af indeværende regnskabsår 30. september 2005.

På det tidspunkt skulle integrationen af de to selskaber Express Dairies plc og Arla Foods plc være gennemført, og de forventede fusionssynergier i forbindelse med etableringen af Arla Foods UK plc realiseret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- På bestyrelsens vegne ønsker jeg at takke Neil Davidson for hans store bidrag til virksomheden og hans lederskab som administrerende direktør siden udskillelsen fra Northern Foods i 1998 og fra fusionen i 2003 med Arla Foods plc. Vi vil nu sammen med Neil Davidson gennemføre den endelige integration af de to selskaber og afstikke selskabets videre kurs, før han fratræder ved udgangen af regnskabsåret, siger David Naish, formand for Arla Foods UK plc.

Bestyrelsen vil nu gå i gang med at finde Neil Davidsons efterfølger.

Endvidere har koncerndirektør i Arla Foods amba Kim Nielsen meddelt bestyrelsen, at han ønsker at træde tilbage fra sine opgaver og sin bestyrelsespost i Arla Foods UK plc fra 30. april 2005.