Abonnementsartikel

Modellerne V6 og V9 er de helt nye variable pressere fra italienske Gallignani

Til 2005-sæsonen introducerer Gallignani og importøren, Stenderup Maskiner A/S, to nye modeller af rundballepressere på markedet.

Den nye serie af pressere er med variabelt kammer, således at der kan presses halm, græs og hø.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Begge modeller indeholder de nyeste teknikker inden for presning af variable baller og er bygget til den professionelle bruger, som kræver høj kapacitet samt et minimum af vedligehold.

V6 og V9

Serien består af to rundballepressere med variabelt kammer og med remme. V6 klarer baller i diameter fra 60 til 165 centimeter. V9 klarer en diameter fra 60 til 200 centimeter. Begge modeller presser med 120 centimeter i bredden.

Modellerne leveres som standard med bred pick-up på 220 centimeter, automatisk netbinding samt eget hydraulikanlæg og automatisk smøring.

Blandt udstyrsmulighederne er selvnivellerende pick-up. En styreboks i kabinen klarer alle funktioner på presseren.

Under transport klappes pick-uppen højt op, så man undgår transportskader.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Netbindingen kan køre med 130 centimeter net. Det betyder, at der kan komme net i hele ballens bredde plus lidt mere. Maksimal volumen i ballen er 3,85 kubikmeter.

Et variabelt balletryk

Specielt for Gallignani-presseren er, at man kan indstille balletrykket i tre forskellige grader, som presseren selv styrer.

Det kan for eksempel være, at den indvendig ballekerne presses blød, midterste ballekerne hård og yderste lag ekstremt hård for at holde ballen vandafvisende.

Med dette system sikres, at føreren af presseren i enhver given afgrøde og situation kan presse baller, som i opbygning og vægt er tilpasset forholdene.

På de yderste remme sidder følere, så man kan følge med i, hvor meget materiale man har i ballen. Pile på styreboksen angiver, hvordan man skal køre i skåret for at få en optimalt udformet balle ud af processen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

To typer snittere

Til V6 og V9 kan der leveres to typer snittere.

Model SuperCut, som er udstyret med 14 knive og en teoretisk snitlængde på syv centimeter.

Model PowerCut er udstyret med 25 knive og en teoretisk snitlængde på 4,5 centimeter.

Begge modeller kan leveres med reversering af rotoren, som styres fra betjeningsboksen i traktoren.

Via betjeningsboksen kan man køre knivene helt ind til rotoren, hvis noget begynder at svøbe -omvendt kan man også køre knivene helt væk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Velafprøvet teknik

De nye modeller,V6 og V9, har været prøvekørt i ekstremt vådt græs her i Danmark, oplyser Stenderup Maskiner. Dette sammenholdt med prøvekørsler i andre lande viser, at maskinen er bygget også til de afgrøder, som presses i Danmark.

Den nye Gallignani V9 vil kunne ses på Agromek 2005 hos Stenderup Maskiner.