En ny elektronisk vægt fra Præstbro Maskiner vejer ikke bare nøjagtigt, men kan også veje løse materialer eksempelvis i en skovl. Vægten præsenteres for første gang på Agromek og har modtaget to nyhedsstjerner.

Vægten er i første omgang tilpasset til frontlæssere og kan tilpasses alle typer. Senere følger en udgave til store teleskoplæssere, gummigeder og andre større maskiner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vejeenheden er udstyret med snaplåse og monteres mellem læssemaskinens redskabsfæste og det redskab, der ønskes anvendt ved vejning af emner. Vejecellen kan med et unikt system omstilles i to stillinger, hvor den ene stilling bruges til vejning af gods på paller, mens den anden bruges til vejning af løse materialer.

Hele enheden fylder 20 centimeter i dybden, hvilket giver læssemaskinen stor manøvredygtighed.

I forhold til "gammeldags" hydrauliske vejesystemer lover Præstbro Maskiner, at vejning med det nye system er meget mere præcis. Her er det lige gyldigt, hvor emnerne placeres, hvilket ikke er tilfældet med en hydraulisk vægt.

Vægten fra Præstbro kan bruges til at registrere en enkelt vejning. Læsseren løftes fra jorden, og vejeresultatet kan ses på displayet. Man kan også registrere et helt læs ved at nulstille systemet inden læsning. Systemet kan automatisk opsummere op til 40 ton per læsning.