Enhver, som har prøvet at vaske en stald, har opdaget hvor meget skidt, der indåndes under arbejdet. Desuden kan vaskearbejdet give slidskader i skuldre og arme. En vaskerobot vil derfor være en klar forbedring af arbejdsmiljøet.

Der er heller ikke noget at sige til, at engagerede og dygtige medarbejdere ikke gider vaske, men vil arbejde med det, de er uddannede til - nemlig at passe grise og skabe gode resultater.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Programmering via et joystick

Yding Smede- og Maskinforretning er med på Agromek for første gang. De præsenterer deres nyeste tiltag, den svensk producerede vaskerobot, Clever Cleaner.

Vaskerobotten kan programmeres til alle typer stalde. Første gang robotten vasker i en stald, skal den programmeres via et joystick. Hermed styres robotarmens bevægelser, mens den vasker.

Disse bevægelser bliver lagret i robottens hukommelse og sættes herefter sammen i en recept, hvori den programmerede sti kopieres ind, alt efter hvor lang stalden er. Robottens hukommelse har plads til 60 forskellige stalde.