EU-Kommisionens beslutning om at sænke restitutionerne til kvægfeta har vakt harme i Mejerisektoren.

Kommissionen begrunder restitutionsfaldene med, at oste-markedet for tiden står stærkt. Desuden begrunder man også restitutionsfaldene med, at man nærmer sig WTO-loftet. Det ser dog ud til, at WTO-året sluttes inden for rammerne uden problemer. Det skriver Mejeriforeningen.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Ligeledes tegner der sig et lavt prisniveau for markedet, hvilket ikke just taler for en nedsættelse af satserne.

Mejeriforeningen havde hellere set, at Kommissionen havde afventet situationens udvikling over den kommende tid.

Restitutionerne til sødmælkspulver sænkes med seks procent, restitutionerne til ost sænkes med 10 procent, støtten til kasein bliver mere end halveret fra 2,70 euro pr. 100 kg til 1,30 euro, og sidst men ikke mindst er eksportstøtten til feta fra komælk sat i nul med virkning fra fredag 11. februar 2005.

- Nøgleordet for eksportørerne er fortsat stabilitet. Det er derfor langt at foretrække, hvis Kommissionen mere generelt vurderer restitutionsbehovet i forhold til produkter eller destinationer.

- Derfor kan vi også kun være tilfredse med, at der på det næste forvaltningskomitemøde bliver en principiel diskussion af Kommissionens fastsættelse af restitutionerne til ost, siger Ole Christiansen, Mejeriforeningen.