Abonnementsartikel

Pesticidafgiften skal bekæmpes med parallelimport og særskilt fakturerede omkostninger, hvis det står til Aarhusegnens Andel.

- Som landmandsejet selskab, er det vor vigtigste opgave, at skaffe medlemmerne de bedst mulige betingelser for at drive landbrug i Danmark. Vi har derfor lyttet til debatten om afgifter og vil allerede til forårssæsonen 2005 foretage en mærkbar reduktion i kalkulationspriserne, siger Peter Sehested, formand for Aarhusegnens Andel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge Landudvalget for Planteavl betaler danske landmænd hvert år 40 millioner kroner for meget i pesticidafgifter.

- Landsudvalget påstår, at denne overafgift er grovvarebranchens skyld. Det har vi i Aarhusegnens Andel besluttet at gøre noget ved, siger Peter Sehested.

For at nå frem til en lavere pris, vil Aarhusegnens Andel øge parallelimporten væsentligt.

- Dermed får vi fuld indflydelse på prissætningen og fuld indflydelse på, af hvilket beløb pesticidafgiften bliver beregnet.

- Resultatet bliver en lavere fakturerings-pris, der yderligere vil blive reduceret, idet håndterings-omkostningerne fremover noteres særskilt på fakturaen og således ikke indgår i det beløb afgiften beregnes af.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hvor mange af de 40 millioner kroner vi kan spare det første år, afhænger af den tilslutning, som vort tiltag får. Jeg vil derfor opfordre alle landmænd til at bakke op om Aarhusegnens initiativ - det vil være både den korteste og den sikreste vej til lavere priser og dermed lavere omkostninger, vurderer Peter Sehested.