Abonnementsartikel

Dow AgroSciences og Abed Fonden udvider deres planteforædlingsaktiviteter i Danmark.

- Dow AgroSciences er en global virksomhed inden for plantebeskyttelse og planteforædling med henblik på at forbedre verdens fødevareforsyning, både kvalitativt og kvantitativt, og bidrage til sundhed og livskvalitet for verdens voksende befolkning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Planteforædlingsaktiviteterne går blandt andet ud på, gennem moderne traditionel planteforædling, at frembringe rapssorter med forbedret olieprofil, der giver en olie, som blandt andet gennem en bedre stabilitet bidrager til sundere fødevarer, skriver virksomhederne i en pressemeddelelse.

Abed Fonden er en forædlingsvirksomhed med fokus på vinterhvede, vårbyg og vinterraps på det danske marked og med kompetence inden for forædling af vinterraps.

Parterne påbegyndte i 2003 et samarbejde om udvikling af vinterrapssorter med en forbedret oliekvalitet til det europæiske marked. I 2004 indgik parterne en aftale om produktion af rapsfrø.

Med virkning fra 1. marts har parterne besluttet at ændre samarbejdet med henblik på at sikre den nødvendige indsats på henholdsvis vinterraps- og kornforædling.

Samler aktiviteter på Vestlolland

I forbindelse med ændringerne har Abed Fonden besluttet at samle kornforædlings- og produktionsaktiviteterne til deres ejendom på Vestlolland, hvor det er planlagt at indrette kontorer og udvide forædlingsfaciliteterne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Herved sikres, at den fortsatte forædling af kornsorter udføres under de særlige klimatiske forhold, der betinger Abed Fondens forædling af sorter med topudbytte og høj resistens mod sygdomme, skriver Dow AgroSciences.

Abed Fonden forventer en stigende aktivitet inden for produktion af rapsfrø til udsæd.

Dow AgroSciences etablerer sig i bygningerne på Abed Planteavlsstation med syv ansatte, som får ansvaret for udviklingen af nye vinterrapssorter.

Direktør Morten Helt Poulsen vil fortsat lede begge parters forædlingsaktiviteter.