Abonnementsartikel

- Spredning af sygdommen PMWS er hovedforklaringen på, at forbruget af antibiotika i svineproduktionen er steget fra 2003 til 2004.

Det siger formanden for Landsudvalget for Svin, gårdejer Lindhart B.Nielsen, i en kommentar til Dansk Fødevare- og Veterinærinstituts opgørelse af antibiotikaforbruget i 2004. Opgørelsen viser, at forbruget er steget til cirka 92.000 kilo i 2004 - en stigning på 10 procent i forhold til 2003.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det stigende forbrug har ingen betydning for fødevaresikkerheden, idet myndighedernes kontrol viser, at der stort set aldrig findes medicinrester i dansk svinekød. Og på trods af stigningen ligger forbruget af antibiotika i dansk svineproduktion fortsat på et lavt niveau sammenlignet med en række andre lande, mener Lindhart B. Nielsen

Udsving er forventelig

- Vi er naturligvis ikke glade for det stigende forbrug sidste år. Men af hensyn til dyrevelfærden er det helt nødvendigt, at besætninger, der rammes af PMWS, bliver behandlet med antibiotika. Set fra et forbrugersynspunkt er det afgørende, at en periodevis stigning i forbruget af antibiotika ikke har nogen indflydelse på fødevaresikkerheden, siger Lindhart B. Nielsen.

Han understreger, at det fortsat er et mål for svinesektoren at have det lavest mulige forbrug af antibiotika.

- Vi vil se udsving fra år til år, som for eksempel med en ny sygdom som PMWS. Det afgørende er, at vi hele tiden har fokus på forbruget af antibiotika. Siden midten af 1990´erne har vi næsten halveret forbruget i svineproduktionen. Vi skal fastholde linjen, men må også leve med, at forbruget i perioder kan stige, tilføjer han.

En sammenligning af forbruget af antibiotika i flere lande viser, at Danmark ligger i den gode ende. I Danmark er forbruget af antibiotika pr. kilo produceret kød 0,05 gram.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I Storbritannien og Holland er forbruget tre gange så højt, i Frankrig fire gange så højt og i USA fem gange så højt, oplyser Landsudvalget for Svin.