Abonnementsartikel

Tidligere selvstændige landmænd, der sælger bedriften for at gå på pension, kan tjene mange penge på at vælge den rigtige pensionsform

For en landmand kan der være flere hundrede tusinde kroner at tjene i form af sparet skat. Vel at mærke, hvis vedkommende bærer sig rigtigt ad i forbindelse med salg af bedriften.

Årsagen er, at det er muligt at investere pengene fra salget af bedriften i en såkaldt ophørspension. Det beløb, som sættes i ophørspensionen, skal ikke beskattes i det år, hvor man sælger sin bedrift men først, når man får pengene udbetalt fra pensionsordningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ordningen, som kan etableres via DLG, kan for eksempel være en ratepension, hvor man får udbetalinger løbende over en periode på minimum 10 år. Den model kan der ifølge underdirektør Per S. Poulsen fra Topdanmark Livsforsikring være gode penge i.

- Når man holder op med at arbejde, tjener man mindre og kommer dermed måske også ned på en lavere skattesats. Det betyder, at de penge, som ville blive beskattet med en høj procentsats i det år, hvor man sælger bedriften, i stedet bliver beskattet på et tidspunkt, hvor ens indkomst og dermed skattesats er helt anderledes, forklarer han.

Usikre på økonomien

I Topdanmark Livsforsikring er erfaringen, at mange selvstændige, som går på pension, er usikre på, hvordan de skal disponere deres økonomi, så tilværelsen som pensionist bliver så ubekymret som muligt.

Per S. Poulsen understreger da også, at man ikke kan give generelle råd om, hvordan en pensionsøkonomi skal skrues sammen. Det afhænger helt af den enkeltes situation og ønsker til pensionisttilværelsen.

Han råder til, at landmænd, der overvejer at sælge bedriften for at gå på pension, allerede inden salget bliver en realitet, kontakter deres pensionsforsikringsselskab og får en professionel rådgiver på banen. Kontakten kan også formidles via DLG.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fælder lurer om hjørnet

Selv om pensionsrådgivning er en individuel sag, er der i høj grad grund til at trække på pensionsrådgiverens erfaring.

Blandt andet om hvordan man egentlig har behov for at have sine penge til rådighed hen over pensionisttilværelsen.

Her lurer nemlig en af de mere alvorlige fælder, der kan blive til en ubehagelig økonomisk overraskelse for den efterladte part i et pensionistpar. Det kan ske, hvis man fristes til at vælge for korte udbetalinger, eller på almindeligt dansk, til at bruge pensionsopsparingen for hurtigt.

- Vi ser desværre eksempler på, at folk har disponeret forkert, så hele opsparingen er brugt efter 10-15 år. Så er man måske 75 år og stadig med appetit på livet og nye oplevelser. Og de lyster rækker folkepensionen fra det offentlige ikke til.

- Det er synd, for med lidt bedre rådgivning kan den situation som regel undgås, siger Per S. Poulsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han mener, at lavere pensionsalder og godt helbred langt op i alderen vælter mange beregninger over behovet for pensionsopsparing.

Det gode pensionistliv

Gårdejer Asger Bonde Jessen fra Rangstrup i Sønderjylland er 57 år, og mange år med 40 bundne malkekøer er gået ud over knæene.

Derfor lejede han i en del år sin mælkekvote ud og har samtidig haft arbejde ved siden af landbruget. Men da der blev rumlet med, at skattereglerne skulle laves om, og da det samtidig blev klart, at ingen af børnene var interesserede i at overtage gården, valgte han at sælge både mælkekvote og sine 50 hektar.

- Men jeg kunne jo godt se, at det ikke var nok til at sikre mig et godt pensionistliv, selvom vi allerede nogle år forinden havde investeret i et sommerhus og dermed etableret vores eget lille pensionsfirma, siger Asger Bonde Jessen.

Derfor havde han også valgt at spare op i en kapitalpension, som han havde etableret i Topdanmark via DLG. Den har han nu lavet om til en ratepension, og den vil sikre ham et rimeligt indtægtsgrundlag i pensionistårene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det var ikke tilfældigt, at Asger Bonde Jessen valgte at købe sin pensionsordning via DLG.

- Dem kendte jeg jo i forvejen, og jeg havde stor tillid til dem. Det giver mig en fornemmelse af tryghed, siger han.