Abonnementsartikel

Vikingerne kom, arbejdede og sejrede, og vores broderlande viste sig også fra deres stærke sider

Han fik ikke prisen for bedste fisk, og heller ikke for bedste kød. Det ville heller ikke have været den samme triumf i det uofficielle verdensmesterskab i kokkekunst – Bocuse d’Or.

I stedet kunne Paul Bocuse med en almindelig rustfri spiseske åbne en hvid kuvert, der åbenbarede, at Danmarks deltager i konkurrencen, Rasmus Kofoed, fra nu af er indehaver af Bocuse d’Bronze 2005. Og dermed fremtidigt medlem af Academie Bocuse d’Or, og finere kan det ikke blive i den gastronomiske verden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Samtidig betyder det, at Rasmus Kofoed både fik meget stor anerkendelse for både sin fiskeret og for sin kødret, baseret på Dansk Kalv fra Danish Crown.

Sammen med sin assistent, Ronny Emborg, udførte Rasmus Kofoed en gastronomisk præstation, der af de 24 dommere blev vurderet til sammenlagt 1.089 point i Lyon, Frankrig, hvor konkurrencen finder sted hvert andet år.

Den danske triumf blev kun større af, at det var på basis af en dansk råvare til kødretten, de 24 deltagere fra lige så mange nationer dystede på i den ædle kogekunst. Og fisken til fiskeretten var havkat fra Island.

Norden stod meget stærkt

Men det var ikke kun Danmark, der høstede anerkendelse i den benhårde konkurrence.

Det norske hold høstede 23 point mere end danskerne, og placerede sig dermed på andenpladsen, mens det franske hold med 1.113 point kunne løfte guldstatuetten mod loftet i den propfyldte sal, hvor tudehorn, koklokker og råben gjaldede som ved en fodboldkamp af vigtigste slags.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Finnerne kunne hjemtage prisen for bedste kødret, og svenskerne tog fjerdepladsen i bedømmelsen af begge retter og Island femtepladsen.

Så bortset fra den franske guldtriumf, var det Norden, der satte dagsordenen denne aften efter to dage med hårdtarbejdende gastronomer i minimale køkkener, hvor gud og hvermand kunne se, hvordan de bar sig ad med at lave nærmest skulpturelle anretninger af deres kokkekunst.

Et stort potentiale for DC

- Min vurdering er, at vi som leverandør til Bocuse d’Or-konkurrencen har god mulighed for at få både Dansk Kalv og nogle af vores øvrige kvalitetsprodukter ud til de europæiske restauranter i topklassen, forklarer Karsten Dejbjerg, direktør i Danish Crown.

Han fortæller, at der er faldet mange komplimenter til kødet fra flere sider, og at der allerede er skabt interessante kontakter.

- Så vi skal til at trække i arbejdstøjet og skabe det nye marked, som er de europæiske restauranter i topenden, siger han til MaskinBladet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvordan den stærke eksponering af Dansk Kalv vil få indflydelse på afregningen til producenterne, er han mere forsigtig med at udtale sig om.

- Umiddelbart vil der nok ikke komme en stigning, men vi kan da håbe på, at der over tid vil være mulighed for en øget pris, forklarer han forsigtigt.

Skønnet er også, at der vil være basis for en øget produktion, sådan at der her i 2005 vil blive produceret cirka 35.000 kalve mod 27.500 i 2004.

I de kommende år vil der være mulighed for en yderligere vækst helt afhængig af, hvordan opmærksomheden omkring Dansk Kalv og Danish Crown kan fastholdes.

Starter kampagne i Danmark

Overfor de danske forbrugere vil der også blive gjort en indsats for at øge kendskabet til Dansk Kalv i de kommende måneder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Leverandørerne til Danish Crown indbetaler 50 kroner pr. kalv i markedsføringsbidrag, og disse penge skal anvendes i et større fremstød i de kommende måneder.

Et reklamebureau arbejder for tiden med udformning af kampagnen, som måske også kommer til at omfatte slagterne i Coops butikker, der sælger Dansk Kalv.Foto1