Abonnementsartikel

Syv avlere i Store Vildmose er deltagere i et EU-støttet projekt, som skal fortælle den gode historie om kartoflerne fra mosen og om spagnumjorden, der holder på fugten og ikke kender til sten.

EU"s landdistriktsprogram har støttet projektet, der skal løbe frem til september 2006, med 417.000 kroner. Det skriver Landscentret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Meningen er, at hele produktionen skal kvalitetssikres. Kartoflerne skal i jorden på den rette måde, de skal passes korrekt og alt skal kunne dokumenteres og spores. Det betyder, at vejen fra jord til forbrugerens bord skal være gennemskuelig og ens hver gang. Det afskrækker ikke Aage Christensen, der er formand for Kartoffelavlerlavet i Store Vildmose og deltager i projeket.

- Vi leverer jo allerede et kvalitetsprodukt. Problemet lige nu er bare, at vi ikke har været gode nok til at fortælle historien. Vi skal ud i butikkerne og møde kunderne, og der skal laves reklamer, siger Aage Christensen.

Foruden avlerne deltager LandboNord og Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret, i projektet. Desuden står Aalborg Universitet for markedsføringsdelen, mens Nordjyllands Amt administrerer EU-midlerne.

Jens Elbæk Andersen, planteavlskonsulent i LandboNord, står for at sætte registreringerne i system. Han kender avlerne godt og laver eksempelvis gødningsplaner for dem i dag.

- De er jo professionelle avlere allerede i dag, men nu skal de kunne dokumentere det hele efterfølgende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De arbejder med et kvalitetsprodukt, som de får en merpris for i dag. Den merpris skal de gerne kunne beholde fremover, og inden længe bliver sporbarhed et krav til alle. Så vil de være et skridt foran de andre, mener Jens Elbæk Andersen.

Aage Christensen håber, at projektet kan medvirke til at give kartoflen et comeback på de yngre danskeres middagsborde.

- Den smager jo godt og kan tilberedes på utallige måder. Eksempelvis er den anvendelig i wok. Desuden giver eksperterne den igen en mere central rolle i madpyramiden. Det glæder os, lyder det fra Aage Christensen.