Abonnementsartikel

Landbrugseksporten steg med ikke mindre end 2,6 milliarder kroner i 2004 svarende til 4,8 procent. Landbrugseksporten udgjorde dermed 55,9 milliarder kroner i 2004 mod 53,3 milliarder kroner i 2003.

EU er stadig det vigtigste marked for danske landbrugsprodukter. 62 procent af landbrugseksporten går til EU-lande. Det er en smule mindre sammenlignet med året før. Det skyldtes, at landbrugseksporten har haft større fremgang på markeder udenfor EU end i EU-25. Det fremgår af Raadsnyt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Væksten i landbrugseksporten viser, at Danmark klarer den væsentlig øgede konkurrence på verdensmarkedet godt. Dansk landbrug og fødevareindustri har formået at øge eksporten på specielt markeder, hvor konkurrencen har været hård. Den største vækst har været på markederne i Asien og Østeuropa.

Baggrunden for eksportfremgang til de østeuropæiske lande er hovedsageligt optagelsen i EU, som har fjernet alle tilbageværende toldsatser samt toldpapirarbejdet er forsvundet. Eksportvæksten har været størst til Ungarn og Polen med henholdsvis 103 procent og 66 procent.

Der har været fremgang i eksporten af stort set alle landbrugsprodukter til Østeuropa.

At eksporten til mange asiatiske lande også har været stigende er egentlig ikke så mærkeligt set i lyset af globaliseringen og de relativt lave fragtrater til Asien.

Størst fremgang har der været til Sydkorea med 92 procent.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Eksportfremgangen til Indonesien har været på 18 procent, mens Kina (inklusive Hong Kong) har haft en eksportvækst på 19 procent i 2004. Det er et bredt udsnit af landbrugsprodukter, som er steget til Asien.

Landbrugseksporten til Rusland er steget med 34 procent og er igen langt over en milliard kroner.