Abonnementsartikel

Nic. Nielsen Smede- og Maskinforretning A/S er langt fremme med et generationsskifte

Svend Erik Nielsen sidder fortsat ved roret i Nic. Nielsen Smede- og Maskinforretning, men allerede nu er der gjort klar til, at næste generation overtager forretningen.

Datteren Helle og svigersønnen Carsten Nielsen har allerede godt fodfæste i virksomheden, som er henholdsvis ansvarlig på kontoret og værkfører på værkstedet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Min far købte sin gamle læreplads i 1945, og derved er det tredje generation, der er på vej til at overtage virksomheden, fortæller Svend Erik Nielsen.

Går man ham lidt på klingen, lyder han dog på ingen måde, som en mand, der er på vej til et snarligt otium.

- I det daglige har vi de senere år haft stor succes med både Case IH-traktorer, Claas, Kuhn og Keenan-fodervogne.

- Det giver jo en masse energi til at fortsætte, og vi stopper da heller ikke i morgen. Men der er altså tænkt på, at vi stopper engang, erkender Else og Svend Erik Nielsen.

Fortsat udbygning og vækst

Der skal ikke herske tvivl om, at der stadig er plads til ambitioner hos det unge par, der på sigt skal overtage Nic. Nielsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi vil både fastholde og søge at udvide vores aktiviteter inden for specielt landbrugsmaskiner, siger Carsten Nielsen.

Han suppleres af sin hustru:

- Der er et stort salg af traktorer og maskiner. Derfor tror vi, at vi får flere rullende værksteder, der kommer ud til kunderne, spår Helle Nielsen.

Svend Erik Nielsen kan konstatere, at kunderne i dag ikke har noget i mod, at køre 30 eller 60 kilometer for at handle maskiner eller for at få service - bare det er den rigtige.

- Vores dækningsområde for traktorer og snitterne dækker allerede i dag en radius på 120 kilometer, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stadig medejer af Herning Traktorforretning

Udover egen butik har Svend Erik Nielsen i sin tid købt en del af Herning Traktorforretning. Selvom forretningen er solgt, har Nic. Nielsen fortsat en aktieandel i forretningen.

- Nic. Nielsen er en af hovedaktionærerne i Horne-Vittarp Maskinforretning, og dermed har vi fortsat en ejerandel i Herning Traktor- & Maskinforretning, fortæller Svend Erik Nielsen.

Gennem aktieandelen i Horne Vittarp har Nic. Nielsen også en andel af Grindsted Maskincenter, der er 100 procent ejet af Horne Vittarp.

Maskinforretning med det hele

Landbrugsdelen i Nic. Nielsen fylder mest, men der er også aktiviteter inden for en række andre områder.

- Vores hovedområde er landbrug og maskinstationer. Men også smede- og vvs-området samt have- og parkmaskiner er med i vores arbejdsopgaver, forklarer Carsten Nielsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nic. Nielsen tæller 22 ansatte, hvoraf én mand primært tager sig af vvs-arbejdet. Forretningen har døgnservice med fire servicevogne på vejene.

Nic. Nielsen er medlem af Maskinhandler Indkøbsringen og har forhandling af Case IH- traktorer. Dertil kommer et godt salg af Claas-finsnittere og slåmaskiner.

- Med det udvalg vi har, kan vores kunder få det hele hos os, og samtidig kan de få en god service, forklarer Carsten Nielsen om det forretningskoncept, der har været vejen til en velfungerende maskinforretning.