Abonnementsartikel

Onsdag 4. maj er en mærkedag for Morsø Traktor Museum.

Denne dag har museet eksisteret i 25 år, og det fejres med åbning af en udstilling om Agco, der er en af de tre helt store globale producenter af landbrugsmaskiner med mærker som Massey Ferguson, Fendt og Challenger på programmet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udstillingens titel er ”Fra Hart-Parr til Ferguson”, og museet har i 2005 åbent fra 1. maj frem til 20. oktober.

Om udstillingen hedder det, at det mest interessante for museet i forbindelse med Agco er arvesølvet, som koncernen fik med, da den blev dannet.

I 1903 gik ingeniørerne Charles Hart og Charles Parr sammen om at fremstille Hart-Parr traktorer. De havde ifølge Morsø Traktor Museum så meget succes med deres traktorproduktion, at de gives æren for den moderne produktion af traktorer.

De to herrer opfandt også ordet traktor.

Glemte at forny sig

Imidlertid var de to opfindere og producenter ikke gode nok til at forny sig, og de gik derfor konkurs. Efter en rekonstruktion dannes Oliver Corporation, som via andre samarbejder ender op med at blive til mærket White Motor Corporation, der overtages af Agco.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På udstillingen, som åbnes 4. maj kl. 11.00 af borgmester Egon Plejdrup, Mors, og af Preben Ørsted, adm. direktør for Agco Danmark, vil man kunne se en række af de mange mærker, der gennem årene har ført til den nuværende Agco-koncern.