Abonnementsartikel

I fjernsynets bedste sendetid hedder serierne blandt andet Dallas og Dollars. På lidt almindeligt bonde-snus-fornuftigt dansk kalder vi sådanne føljetoner sæbeoperaer.

Og det er ganske vist, at sæbe kan være en glat substans at glide i, og et heftigt glid kan give anledning til en flot piruette.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I ordbogen på vores redaktion står der følgende forklaring på ordet piruette: 19. årh.; fra fransk pirouette oprind. om en snurretop) ballettrin bestående i drejebevægelse på stedet.

Ja, så ved vi det, og kæder vi den viden sammen med det, der de seneste måneder er sket i DPL Invest, så har vi et meget godt billede på situationen i et selskab, som nu er blevet et vanskeligt arvesølv efter hedengangne KFK.

Men som bekendt afskrev køberne af KFK sig ikke arv og gæld, og nu står ØA, DLG og Aarhusegnens Andel i en situation, hvor de som andelsselskaber skal danse om guldkalven med andre landmænd som modparter. Og det kan sagtens være landmænd, som samtidig er andelshavere i de nævnte foderstoffer.

Vi her på redaktionen er vi slet ikke i tvivl om, at såvel de landmænd, som er aktieejere i DPL Invests primærproduktioner, som landmændene i de tre andelsfoderstoffer ser sig om efter muligheden for at komme ud af DPL-eventyret med - undskyld udtrykket - flest af gysserne i behold.

Vi skal med andre ord se på den måde, piruetten bliver udført på. Har den en god stil, er den formfuldendt eller lander det hele med et ordentligt klask på gulvet, fordi sæben var for glat?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sandheden om, hvad der er sket i den aktuelle sag er selvfølgelig meget vanskelig at afdække - ikke mindst fordi fremstillingen af hændelsesforløbet ikke er overensstemmende. Den ene part hævder et, og den anden part noget andet.

Herfra ser det dog meget mistænkeligt og meget uelegant ud, når bestyrelserne i de enkelte DPL-gårde får underkendt de regnskaber, der er godkendt af deres bestyrelser. Selvfølgelig skal deres regnskaber ikke godkendes, hvis de er ulovlige eller behæftet med fejl.

Det er dog slet ikke det, sagen drejer sig om ifølge de DPL-medejere, der som beskrevet i den forrige udgave af MaskinBladet underskrev regnskaberne under protest. Ifølge dem er det derimod et spørgsmål om at få mindsket grundlaget for den tantieme, de skal have.

Vi kunne også få den tanke, at det måske også handler om at få regnskaberne hos ejerne, altså ØA, DLG og Aarhusegnens Andel, pyntet lidt efter et rigtigt træls år.

Nu siger formanden for DPL Invest, Jørgen H. Mikkelsen, som også er formand for ØA, i denne udgave af MaskinBladet, at det ikke drejer sig om at skære i de tantiemer, de pågældende medejer har arbejdet sig frem til. Det må vi så tro på.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mærkeligt ser det dog også ud, at DPL Invest kun vil sælge sine aktier til kurs 400, mens de små aktionærer ude på gårdene må lade sig nøje med en kurs 130 for deres aktier, hvis de vil sælge dem til DPL Invest.

Her siger Jørgen H. Mikkelsen, at man skal varetage sine ejeres interesser, det vil sige andelshaverne i ØA, DLG og Aarhusegnens Andels interesser. Jo, men det er jo ikke nogen god forklaring på den store forskel på kursforskellen - landmændene med aktierne ude på de enkelte gårde skal jo også varetage deres egne interesser. Og uanset hvem, der sidder inde med aktierne, har ejendommene vel den samme værdi i handel og vandel. Her er der da noget rigtigt galt.

DPL Invest er også inde i en fyringsrunde, hvor direktører ude på ejendommene ryger ud af dørene, hvorefter den samme mand får lov til at være direktør på flere af gårdene.

Selvom sæbe med god parfume fjernet mange lugte, så er det dog en mærkelig lugt denne skalten og valten efterlader.

Var det ikke en bedre idé for de tre andelsfoderstofforeninger at komme ud af DPL Invest- så landmænd slipper for at slås mod landmænd?