Abonnementsartikel

Med virkning fra tirsdag 3. maj 2005 fusionerer Flakkebjerg Smede- og Maskinforretning og Stenderup Maskiner´s afdeling i Dalmose.

Rent fysisk sker fusionen ved, at Flakkebjerg lukker sin forretning i de nuværende lokaler og flytter til Stenderup Maskiner´s afdeling på Industrivej 25 i Dalmose.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Herfra vil den samlede forretning blive drevet fremover.

- For kunderne bliver den eneste forskel, at det hele nu foregår fra adressen i Dalmose. Telefonnumrene er de samme, og personalet fra de to firmaer flytter med, så kunderne møder de samme personer som hidtil.

- Ligeledes vil vort udbud af maskiner og reservedele bestå af alt det, som de to firmaer hidtil har solgt, fortæller Tim H. Larsen fra Flakkebjerg Smede- og Maskinforretning.

Flakkebjerg har gennem de seneste år blandt andet været forhandler af McCormick i det vestlige Sjælland. Efter Stenderup Maskiner i sidste måned overtog importen af McCormick i Danmark, har de to firmaer fundet det hensigtsmæssigt at benytte situationen til at slå de to afdelinger sammen.

- Strukturudviklingen i landbruget går stærkt. Det stiller krav til os som maskinhandlere. Her har vi muligheden for at rationalisere, give vore kunder en bedre service og samtidig skabe grobund for vækst i afdelingen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi står nu med en god ekspertise på såvel entreprenør- landbrugs- og småmaskinområdet. Ligeledes har vi et stort program inden for nye maskiner, hvilket også tegner godt for fremtiden, fremhæver Mogens Jensen fra Stenderup Maskiner.