Abonnementsartikel

- Landbruget og fødevareindustrien er ikke negative over for udenlandske produkter i de danske supermarkeder.

- Konkurrencen er velkommen, men der skal stilles de samme krav til importerede fødevarer som til de danske, når det gælder fødevaresikkerheden, sagde Landbrugsraadets præsident Peter Gæmelke ved årsmødet i Landbrugsraadet onsdag 12. maj 2005.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vækst og udvikling er meget afgørende for vore bedrifter og virksomheder.

- Selvejet og mangfoldigheden er stadig centrale værdier for os. Men bedrifterne kan kun overleve, hvis de hele tiden øger produktiviteten og forbedrer de faglige resultater.

- Uden vækst og effektivisering bukker vore virksomheder under, og så vil det koste arbejdspladser og velfærd, advarede Peter Gæmelke.

- Globalisering og liberalisering af fødevarehandlen fortsætter, og det er positivt. Vi skal være en del af globaliseringsbølgen. Det er positivt, at der kan handles frit over grænserne.

- Vi eksporterer tre fjerdedele af vores fødevareproduktion. Og som eksporterhverv vil vi gerne have øgede markedsmuligheder ude i verden. Ingen vil således opleve os gå rundt i Netto og række tunge af den polske bacon eller den franske kylling, sagde Peter Gæmelke.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vi er ikke billigere

Bent Juul Sørensen, formand for Danske Andelsselskaber, talte også om den øgede handel:

- Problemet er, at danskerne gerne vil have de fordele, globaliseringen medfører.

- Men de fleste har svært ved at acceptere de vilkår, globaliseringen fungerer på. Et af disse vilkår er, at vi skal være bedre end vores konkurrenter.

Vi kan ikke være billigere. Det er vores omkostninger alt for høje til – ikke mindst på lønområdet. Noget af det, vi er bedst til i Danmark, er at samarbejde og være solidariske.

- Det siger Innovationsrådet, og det kan jeg nikke genkendende til som andelsmand. Det er ikke mindst andelsbevægelsen, der har lært os at få tingene til at fungere på tværs af organisatoriske skel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er denne samarbejdsevne, der har gjort os til en af de førende fødevarenationer i verden, mente andelsformanden.