Abonnementsartikel

Direktoratet for FødevareErhverv er sat på ekstraarbejde og med dobbelt bemanding, for at bankerne kan tage pant i betalingsrettigheder.

Danske banker sidder i øjeblikket i kulissen som interesserede, men langt fra passive iagttagere af spillet om EU-støtterettighederne.

Direktoratet for FødevareErhverv er ved at gøre klar til at behandle de mange indkomne ansøgninger og udstede beviserne til danske landmænd og jordejere. Direktoratet skal i henhold til gældende lovgivning administrere eventuelle krav om pantsætning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bankerne er ifølge vicedirektør i direktoratet for FødevareErhverv, Jens Hauge Pedersen, de mest ivrige. Skønnet lyder på, at et sted mellem 10.000 og 15.000 landmænd vil få deres betalingsrettigheder pantsat af bankerne, andre kreditorer og eventuelt bortforpagtere.

- Måske er skønnet sat vel højt, men efter at kreditforeningerne har nedsat vurderingen med rundt regnet 7.000 kr. pr. hektar som følge af reformen, er disse værdier i realiteten en slags løsøre, som bankerne kan pantsætte.

- Derimod har realkreditinstitutterne ikke vist synderlig stor interesse for pantsætning. Vi forventer ikke over 1.000 sager i den forbindelse, siger Jens Hauge Pedersen.

Kan blokere handlen med rettighederne

En del af den påtænkte handel med betalingsrettigheder kan således blive blokeret af bankerne, hvis spådommen om 15.000 pantsatte landmænd går i opfyldelse. Den kommende pantsætning forventes først og fremmest rettet mod større bedrifter.

Jens Hauge Pedersen forventer således, at interessen fra bankernes side primært vil rette sig mod betalingsrettigheder, hvortil der er knyttet kvægtillæg, som kan udløse store årlige EU-præmier.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den enkelte, aktive og pantsatte landmand vil dermed være forhindret i at realisere eller veksle betalingsrettigheder til kolde kontanter.

Endnu har bankerne kun sendt enkelte forespørgsler om pant. De seks medarbejdere, som egentligt var nyansat til at tage sig af pantsætningen, varetager foreløbigt andre hastende opgaver, oplyser Jens Hauge Pedersen.

- Men eksemplet afspejler meget godt den uvante situation, vi er kommet i med den nye reform. Hver gang, vi skal ændre planer, har det betydning for logistikken og opgaveløsningen længere fremme, siger han.

Gebyr for at pantsætte

En pantsætning af betalingsrettigheder koster 575 kroner.

Jens Hauge Pedersen forventer, at regningen i sidste ende havner hos den pantsatte landmand. Til gengæld koster pantsætningen det samme, uanset hvor stort et antal betalingsrettigheder pantsætningen drejer sig om i det enkelte tilfælde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Til gengæld skal der erlægges et nyt gebyr ved en udvidelse af pantsætningen. Det er dog gratis at afmelde pant.

Efterfølgende skal direktoratet kontrollere, at pantsatte betalingsrettigheder ikke videresælges uden panthavers accept, hvilket er en af grundene til, at direktoratet skal kontrollere alle handler.

Desuden skal kontrollen bruges som dokumentation over for EU-revisionen i forbindelse med den årlige udbetaling af støtte. En ansøger om EU-støtte skal for fremtiden have et antal hektarer svarende til det antal betalingsrettigheder, der søges støtte for.

Direktoratet for FødevareErhverv klarede i fjor opgaven med hektarstøtten med cirka 50 ansatte. I år forventer man, at direktoratet skal bruge mere end dobbelt bemanding for at klare de mange nye ansøgere og de nye elementer i ordningen. Foto1