Lynettefællesskabet har i samarbejde med teknikleverandøren Robotek udviklet et nyt hejsesystem, der sørger for vedligeholdelse og rengøring af spildevandbassinernes måleudstyr, uden at medarbejderne får spildevand på hænderne.
Det er Lynettefællesskabet selv, der er kommet med oplægget til det nye hejsesystem og har bedt Robotek om hjælp til at implementere det i praksis. Idéen opstod, fordi medarbejderne ville forbedre arbejdsmiljøet - og det må siges at være sket, efter som de nu også slipper for tunge løft.
- Det nye hejsesystem har forbedret arbejdsmiljøet gevaldigt. Vi har gjort op med uhensigtsmæssige arbejdsstillinger og minimeret medarbejdernes kontakt med spildevand. Derudover er det også vigtigt at påpege, at tilsyn af målerne nu kan klares af én mand i stedet for to, fortæller arbejdsmiljøkoordinator i Lynettefællesskabet Albert Dam.
Vil sælge til udlandet
Flere renseanlæg i Danmark har allerede købt det nye hejsesystem, og det får Lynettefællesskabet til at tænke stort på produktets vegne.
- Det giver os et håb om, at der også er afsætningsmuligheder i udlandet. Jeg er både glad og stolt over, at vi har udviklet noget, andre kan have glæde af, siger Torben Knudsen, direktør i Lynettefællesskabet, der i øvrigt er ejet af otte københavnske kommuner og er med 135 medarbejdere Danmarks største miljøvirksomhed inden for spildevandsrensning.