Abonnementsartikel

Samtidig med indvielsen af det nye slagteri i Horsens, tog Danish Crown mandag 23. maj officielt en ny besøgsgang i brug.

Det skete, da Prins Joachim sammen med Danish Crowns formand, Niels Mikkelsen og administrerende direktør Kjeld Johannesen blev vist rundt af fabrikschef Tommy Holmer Jensen og besøgsleder Agnete Poulsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På det nye slagteri er der indrettet en besøgsgang, hvorfra besøgende grupper kan følge dagligdagen på slagteriet - fra grisenes ankomst i den ene ende, aflivningen, hele slagteprocessen, opskæringen og udbeningen, indtil kødet forlader fabrikken i den anden ende.

- I takt med at færre og færre har direkte kontakt med landbruget, stiger behovet for at informere om, hvad der sker både i primærlandbruget og på vores slagterier, siger Agnete Poulsen, besøgsleder på det nye slagteri.

- Derfor håber vi, at rigtig mange vil udnytte muligheden for at se, hvad der foregår bag murene. Der er en masse myter om, hvordan slagtningen foregår, og det vil glæde os, hvis vi med denne aktivitet, kan aflive myterne og give folk et reelt indblik i, hvad der foregår. Vi lægger i hvert fald op til, at alle spørgsmål skal besvares, siger besøgslederen.

Nogle processer kan man fysisk ikke se fra besøgsgangen. Dette kompenseres der for ved hjælp af animationer og videooptagelser.

Alle interesserede grupper er velkomne på slagteriet, men Danish Crown lægger ikke skjul på, at man især håber, at mange skoler vil lægge vejen forbi Horsens-slagteriet med deres klasser, når de undervises i emner, der kan relatere til slagteriets betydning som arbejdsplads og fødevareleverandør.