Abonnementsartikel

For at skaffe en højere mælkepris nu skal alle stabe og divisioner i Arla Foods spare tre til fem procent på deres budgetter i 2005/06 i forhold til 2004/05.

Derudover spares yderligere cirka to procent for at neutralisere inflationen. Det vil sige, at den lønstigning, medarbejderne får, skal hentes hjem ved at reducere selskabets omkostninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Besparelserne skal findes inden for de tre hovedområder: løbende drift, investeringsniveau og indkøbsaftaler.

Koncerndirektør Povl Krogsgaard fortæller, at Arla i øjeblikket oplever, at priserne på fødevarer falder, mens landmændene er under hårdt pres af EU-reformen og oplever voldsomme strukturforandringer.

- Derfor skal vi ændre vores omkostningsniveau af to årsager: For at skaffe en højere mælkepris nu og her, men også for at vi fortsat kan følge vores strategiplan og styrke vores position, så vi også på længere sigt kan udbetale den højest mulige mælkepris, fortsætter han ifølge Arla Foods nyhedsbrev.

For, at besparelserne kan ske hurtigst muligt og have fuld effekt i næste regnskabsår, holder koncernledelsen i maj og juni møder med ledelserne i divisioner og stabe.

Budgetarbejdet vil fortsætte resten året, hvor de resterende aktiviteter og tiltag skal planlægges. Det er koncerndirektør Michael Stevns der bliver den daglige leder af projektet.