Abonnementsartikel

- Vi har brug for en afgiftsregulering, så biobrændstofferne prismæssigt kan tage kampen op med diesel og benzin - også i Danmark.

Så klar er meldingen fra Henrik Høegh, viceformand i Dansk Landbrug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han peger på, at nye indikatorer for bæredygtighed fra Miljøstyrelsen viser, at vi leder alt for mange drivhusgasser i atmosfæren i forbindelse med transport.

- Men en del af trafikkens miljøproblemer kan afhjælpes, blot ved at Danmark lever op til de fælles EU-målsætninger om brug af biobrændsel til transport, påpeger Henrik Høegh, der også er formand for Landbrugets Energiudvalg.

- For mig at se, er transportens indikatorer for bæredygtighed et vink med en vognstang om, at det er på tide, at vi ser os om efter alternative brændstoffer. Og vi behøver såmænd ikke at se så langt, siger han.

Henrik Høegh mener, at biobrændstof er en oplagt måde at mindske udledningen af CO2 og forbedre miljøet i det hele taget.

Det er en metode, der for længst er taget i brug af de andre europæiske lande. Danmark er det eneste land i EU, der ikke opfylder en fælles målsætning om at erstatte to procent af benzin og diesel med biobrændstof baseret på for eksempel rapsolie, korn og animalsk fedt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Gjorde vi det, ville vi spare atmosfæren for 120.000 ton drivhusgasser om året, siger Henrik Høegh.

- Vi har både råvarer og teknik. Faktisk eksporterer Danmark i øjeblikket biodiesel til Tyskland, hvor der ikke er afgifter på miljørigtige brændstoffer.

- Ved at satse på biobrændstoffer kan Danmark ikke blot sikre regional beskæftigelse men også give de højteknologiske virksomheder en platform på hjemmemarkedet, siger han.