Abonnementsartikel

En åbning i reglerne om afgifter på brændsel får små fjernvarmeværker til at fyre med bio-olie, men firkantede regler bremser udbredelsen, som kan spare milliarder

En åbning i afgiftsloven kan give milliardbesparelser for kommunale fjernvarmeværker. De kan nemlig forsyne borgerne med varme fra bio-olie uden at betale afgift for olien.

Bio-olien fremstilles oftest af raps, og den er et miljøvenligt, CO2-neutralt brændstof til gavn for samfundet og en oplagt afgrøde for landbruget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Potentialet for fjernvarmeværkerne ligger i runde tal mellem to og ti milliarder kroner på landsplan, viser MaskinBladets beregninger.

Bange for skatteministeren

- Vi ønsker ikke at provokere skatteministeren.

- Og vi ønsker slet ikke, at det kommer på avisernes forsider, siger en anonym kilde inden for fjernvarmeområdet til MaskinBladet.

Foreningen Dansk Fjernvarme og konsulentvirksomheden Force Technologi, der begge besidder den største viden inden for området, ønsker hverken at bidrage med tal eller kommentarer til perspektiverne i bio-olien.

Man frygter, at skatteministeren skal kaste øjnene på det stigende antal fjernvarmeværker, der udnytter mulighederne for brugen af bio-brændstof.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Milliongevinster for fjernvarmeværker

Reglerne i dag giver mulighed for, at op til 10 procent af varmeforsyningen kan komme fra bio-olie.

Der er tale om den såkaldte reserve- og spidsbelastningskapacitet. Det er den fjernvarme, selskaberne sætter ind om morgenen, når danskerne går i bad, eller som fjernvarmeværkerne sætter i gang, når vinteren bider fra sig.

Alene i Esbjergs kommunale værker giver denne overgang fra fyringsgasolie til bio-olie en besparelse på fire millioner kroner om året. Og så er kapaciteten i Esbjergs kommunale værker blot på en til to procent af det samlede varmeforbrug i kommunen.

Besparelsen hentes hjem på afgiften. Én liter fyringsgasolie koster syv kroner. Det står i kontrast til en liter bio-olie, der blot koster tre kroner, fordi den er afgiftsfri, når den bruges til opvarmning.

Der er dog det problem, at skatteministeren venter i kulissen, hvis ideen skulle brede sig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ulovligt at skifte til bio-olie

- Man må ikke skifte til planteolier, hvis man i forvejen fyrer med gas eller fyringsolie, fastslår Finn Bertelsen i Energistyrelsen.

Her har man ikke kendskab til, at bio-olie bruges som erstatning for gas eller fyringsolie.

Men hvem er det, som kontrollerer om de kommunale fjernvarmeværker overholder reglerne?

- Det er kommunerne, der alene giver tilladelser og fører tilsyn med fjernvarmeværkerne, siger Finn Bertelsen.

Efter hvad MaskinBladet erfarer, bruger indtil flere fjernvarmeværker bio-olien, selvom det strider mod reglerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er meget store muligheder i bio-olie for både varmeværker, miljøet og landmændene. Men energi- og miljøpolitikken styres desværre fra Skatteministeriet og Finansministeriet.

- Derfor er nogle fjernvarmeværker begyndt at bruge bio-olie uden tilladelser, siger en anonym kilde inden for fjernvarmesektoren til MaskinBladet.

I lovteksten, der regulerer fjernvarmesektoren, er man begyndt at tone rent flag.

- Varmeforsyningsloven er blevet ændret, så de statsfinansielle hensyn medtages i kommunernes varmeplanlægning, oplyser Energistyrelsen om den nye lov om varmeforsyning.

Sagt med andre ord, at energipolitkken i Danmark ikke styres af hensyn til miljø eller forsyningssikkerhed - men af hensyn til statens indtægter på kort sigt.Foto1