Abonnementsartikel

ScanRate Financial Systems A/S står bag et computerprogram, der udpensler udgifterne til optagelse og ikke mindst indfrielse af lån

Kvinden i realkreditinstituttet kan se nok så sød ud. Men man har indimellem fornemmelsen af, at informationsniveauet ikke altid tilsigter at give alle relevante oplysninger i forbindelse med en låntagning.

Én ting er, hvilke lånetyper man skal sætte sin lid til. En disciplin, der efterhånden er blevet en sand folkesport.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ikke sjældent kan man komme i livlig snak over frokostbordet på arbejdspladsen om schweizerlån, swap, fastforrentet lån, garantilån og endelig lån med variabel rente, som for alvor var med til at banke ydelserne ned på lån.

Det var samtidig også en lånetype, der med ét eliminerede muligheden for at konvertere op og ned for de, som havde fastforrentede lånetyper.

En anden ting er de omkostninger, som knytter sig til lånoptagningen eller for den sags skyld, når man vil bytte lånet ud.

Hyppigere udskiftning

Med de mange nye lånetyper, der er blevet introduceret i de senere år af realkreditinstitutterne, er tendensen også, at folk skifter lån hyppigere og hyppigere.

Det er en manøvre, som ganske vist kan spare låntageren på ydelsen og restgælden, men der løber omkostninger på hver gang, lånet bliver erstattet af et andet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En tredje ting, man også skal holde sig for øje i en lånesituation, hænger sammen med lånetypen.

Med de fastforrentede lån ved man, hvad ydelsen er måned for måned i hele lånets løbetid. Denne type lån giver samtidig mulighed for at spekulere i en rentestigning, som vil få obligationerne bag lånet til at rasle ned. Foretager man et låneskifte efter en rentestigning, er der penge at spare, fordi restgælden er lavere, når obligationerne falder.

Til gengæld er renten ved de fastforrentede lån relativt høje i forhold til lån med variabel rente.

Sidstnævnte type lån giver dog ikke mulighed for at spekulere i rentestigning, idet lånet skal indfries i kurs 100.

Til gengæld er der risiko for en stigning i ydelsen, hvis renten begynder at bevæge sig opad igen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Uafhængig side på nettet

Danskerne har mange spekulationer om deres lån. Hvad enten de har sat sig i det ene eller andet lån. På boligregner.dk er der dog råd at hente.

Hjemmesiden bygger på en idé om horisontberegning, hvor man får en komplet opgørelse af alle låneomkostninger over en periode på op til 10 år.

Det giver en langt større gennemsigtighed end realkreditinstitutternes skriftlige lånetilbud, som er baseret på uændret rente.

- Med de forudsætninger ser rentetilpasningslån billige ud i forhold til fastforrentede obligationslån, og de afdragsfrie lån virker nærmest som en foræring, skriver ScanRate Finansiel Systems på sin hjemmeside om baggrunden for horisontberegning.

Fastforrentet lån med fordele

På hjemmesiden kan man for eksempel beregne udgifterne på et lån, hvor man får udbetalt 10 millioner kroner. Programmet har som standard tre lånetyper: 4 % 30-årigt lån, F1-lån og F1-lån med afdragsfrihed i fem år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I dette tilfælde er horisontberegningen sat til fem år.

Den månedlige ydelse efter skat er i eksemplet på henholdsvis 40.888 kroner, 35.554 kroner og 15.159 kroner, og tilsvarende er restgælden 10.405.067 kroner, 10.062.809 kroner og 10.083.012 kroner. Lånene er optaget ved henholdsvis kurs 97,65, 101,03 og 101,03.

Det interessante er, om det over fem år kan svare sig at have rentetilpasningslån, hvis der er udsving i renten.

En rentestigning på nul, et og to procentpoint udarbejder programmet automatisk, men der er også mulighed for at foretage beregninger på større rentestigninger og et lavere renteniveau end det nuværende.

Hold øje med restgælden

I eksemplet viser det sig, at restgælden pr. 30. juni 2010 ved et procentpoints stigning ændres til henholdsvis 8.617.243 kroner, 8.837.279 kroner og 10.148.864 kroner ved indfrielse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Her er det faldet i obligationskursen til 91,63, der slår igennem ved indfrielse af det fastforrentede lån.

Dog er F1-lånet over de fem år billigst, fordi man i perioden blot har betalt 2.174.459 kroner efter skat på lånet til renter, bidrag og afdrag mod 2.518.140 kroner på det fastforrentede obligationslån.

Men obligationslånet bliver klart billigere, hvis der over fem år kommer en rentestigning på to procentpoint.

I det tilfælde skal der ved indfrielse af obligationslånet betales 7.902.509 kroner mod 8.909.292 kroner for F1-lånet. Ydelsen over de fem år er for obligationslånet 2.518.140 kroner og 2.235.446 kroner for F1-lånet.

Faktaboks

Boligregner.dk er udviklet af firmaet ScanRate Financial Systems, Forskerparken i Århus.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Firmaet, der har 14 medarbejdere, har leveret systemer til obligationsanalyse og konsulentydelser til den finansielle sektor siden 1986.

Ideen til boligregner.dk og forslaget om at anvende horisontberegninger til rådgivning om realkreditlån stammer fra Svend Jakobsen, som er lektor ved Handelshøjskolen i Århus og desuden bestyrelsesformand i ScanRate.

Programmet fås også i en brugerbetalt version, der indeholder flere forskellige lånetyper.Foto1