Abonnementsartikel

Efter 22. oktober 2005 kan Arla Foods amba købe de resterende 49 procent af aktierne i Arla Foods UK, som man på nuværende tidspunkt har 51 procent af aktierne i.

Det store spørgsmål er, hvorvidt selskabet vil benytte sin mulighed for at købe den resterende aktiemasse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Prisen for de 49 procent er estimeret til 180 millioner britiske pund (svarer til cirka to milliarder kroner), og disse penge menes allerede at være til stede i Arla pengetank, skriver Dairy Industry Newsletter.

Storbritannien er det største enkeltmarked for Arla, og derfor kan det være aktuelt at købe sig til den fulde kontrol og dermed indtjening i selskabet. Spørgsmålet er dog, hvad de svenske og danske andelshavere i selskabet vil mene om at bruge så mange penge på aktieposten.

Et køb af de 49 procent vil desuden betyde, at den britiske leverandørforening til Arla UK bliver købt ud af selskabet.

Tidligere har formanden for Arla, Knud Erik Jensen, med flere givet udtryk for stor tilfredshed med, at netop de britiske leverandører i stigende grad har valgt at investere i aktier i selskabet.

Et andet forhold, som kan tale mod et køb af aktieposten, er, at aktierne er i relativ høj kurs i forhold til det cash flow, der er i virksomheden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En insider i Arla siger til nyhedsbrevet, at det kan være vanskeligt at se det fornuftige i at investere så meget i at købe de 49 procent af aktierne. En bedre vej kan ifølge ham være at gå efter at hjælpe de britiske leverandører til at investere yderligere i selskabet. Måske sådan, at selskabet bliver 100 procent ejet af leverandører, nemlig med 51 procent til de danske og svenske andelshavere i Arla og med 49 procent til de britiske leverandører.