En undersøgelse ved American Institute of Biological Sciences viser, at produktion af bio-ethanol ikke nødvendigvis er den mest miljøvenlige løsning på det store amerikanske behov for brændstof til bilerne.

Forskerne så på CO2-udslip, behovet for areal til dyrkning af de nødvendige afgrøder, energiforbruget til produktion, bearbejdelse og distribution af ethanol, erosion, tab af biodiversitet, luft- og vandforurening foruden konsekvenserne af en øget anvendelse af bioethanol.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I USA får man kun 10 procent mere energi ud af ethanol, end den mængde energi det tager for at producere den.

Produktionen af ethanol i USA er hovedsagligt baseret på tilskuds-støttet majs. Ifølge forskerne vil en mere effektiv anvendelse kræve urealistiske store områder med majsproduktion.

I Brasilien, hvor produktionen af ethanol er baseret på sukkerrør, giver ethanol 370 procent mere energi i forhold til, hvor meget energi der kræves for at producere den.

Derfor anbefaler forskerne bag rapporten, at der udvikles flere typer brændstof som alternativ til fossil-brændstof, men at bioethanol eventuelt kan betale sig i områder eller byer, der er stærkt forurenede.