Danske forbrugere, som ikke kan tåle mælkens naturlige sukker laktose, får nu mulighed for at drikke mælk alligevel.

- Igennem det seneste år har Arla arbejdet på udviklingen af den laktose fri mælkedrik, og for få måneder siden blev den lanceret i Sverige. Nu får også de danske laktoseintolerante forbrugere et alternativ til soja- og risdrikke, siger produktchef Susanne Klemp.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og der er efterspørgsel efter den nye specialmælk, fortæller forbrugerredaktør Maja Møller, Arla Foods.

- Vores forbrugercenter, Arla Forum, har gennem de seneste måneder modtaget et stigende antal henvendelser fra forbrugere, der ønsker en laktosereduceret mælk, siger hun.

Den nye mælkedrik er fremstillet af letmælk med 1,5 procent fedt og indeholder alle mælkens nyttige vitaminer og mineraler inklusive mælkeprotein. Den er dermed ikke egnet til mælkeallergikere, der netop er allergiske overfor mælkeproteiner.

Under produktionen af mælken fjernes halvdelen af laktosen ved filtrering. Herefter tilsættes enzymet laktase, der gør, at den resterende laktose spaltes, så den lettere kan fordøjes.

Fødevarestyrelsen skønner, at tre til seks procent af den danske befolkning lider af laktoseintolerans.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Over 95 procent af danskerne bevarer evnen til at fordøje de store mængder laktose livet igennem, men hos mange andre folkeslag bliver evnen til at fordøje laktose mindre.

Mælkedrikken er UHT-behandlet og kan derfor holde sig to måneder uden for køleskabet.