Står det til De Radikale går landbrugets promilleafgiftsfonde en svær tid i møde. Partiet foreslår i forbindelse med finanslovsforhandlingerne at omlægge fondene til bredere forskningsformål, og at fondene skæres med 350 millioner kroner. Det skriver Altinget.dk.

De Radikale ønsker at sætte to milliarder kroner af til forskning, uddannelse og innovation. Det skal ske ved en række besparelser, fusioner og nedskæringer i støtteordninger på fødevareområdet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Desuden foreslås en række ordninger vedrørende primærerhvervene afskaffet. Det gælder konsulentordningerne i fiskeri og skovbrug samt tilskud til læhegn og nationale tilskud til fiskerierhvervene. Endvidere afvises regeringens jordskattelettelse til skovbruget - råderum til skattelettelser vil partiet have målrettet skatten på arbejde.

Partiet foreslår endelig at hente 30 millioner kroner ved at fusionere Plantedirektorat og Fødevarestyrelsen.