Fjernelse af en stub er nu blevet en venstrehåndsopgave. Eller man kan anvende højre hånd, hvis det nu falder mere naturligt.
Under alle omstændigheder er stubfræsning blevet til noget, der kan klares med en enkelt hånd. Tørring-virksomheden FSI Power-Tech har nemlig udviklet en joystick-fjernbetjening til programmet af stubfræser-modeller til traktormontering.
Dermed kan alle fræserens bevægelser styres med én hånd. Og det er nemt at justere svinghastigheden, så arbejdet kan udføres i forhold til situation og erfaring, oplyser firmaet.