"En som har forkærlighed for granit. Ikke en som bar har læst sig til, hvad andre rådgivere eller bygherrer mener at vide om brolægning. Men en som har en passion for brolægning".

Det var nogle af de fornemme ord, som oldermanden i Brolæggerlauget under Dansk Byggeri, Claus Johnsen, lod ledsage en chaussesten med messingplade og en rejsecheck på 25.000 kroner. Modtageren af det hele samlet under betegnelsen Brolæggerprisen 2011 var Keld Olsen. Seniorkonsulent hos Rambøll i Aarhus, hvor han næste år runder 30 års ansættelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og så er han ikke engang brolægger, prismodtageren. Han er tømrer. Tilmed heller ikke jyde, selv om han har sat sit umiskendelige præg på mange pladser, torve og gågadestrækninger i det østjyske. Han er bornholmer.

Den smukkeste

Og det forklarer måske lidt af baggrunden for kærligheden til granit. Da monumentet over Danmarks internationale indsats for nylig blev indviet på Kastellet, spottede Keld Olsen øjeblikkelig, at det var opført i bornholmsk granit. Det stærkeste og smukkeste granit af alle, hvis man spørger ham.

Keld Olsen var stadig tømrer, da han forlod fødeøen og rykkede til det østjyske. Her blev han bygningskonstruktør i 1978. I 1982 blev han så ansat hos Rambøll i Aarhus.

I midten af 1990'erne blev hans interesse for brolæggerfaget vakt. Han blev indhyllet i et dedikeret projektteam med Stadsarkitektens Kontor i Aarhus. Her opbyggede han et tæt samarbejde med arkitekt Poul Damgaard, og gennem årene har Keld Olsen siden været med på adskillige brolæggerprojekter i Østjylland. De nye, nedgravede affaldscontainere med karakteristiske affaldsøer i chaussésten og granitfliser i Aarhus er et af de markante. I Silkeborg har Keld Olsen sat sit aftryk med blandt andet Norups Plads med store granitfliser i forskellige størrelser uden for byens bank.

Det nedenunder er mit

Ved overrækkelsen af Brolæggerprisen 2011 hos Rambøll i Aarhus sendte Keld Olsen en speciel tak af sted til arkitekt Poul Damgaard, som også var til stede.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det var Poul, der sparkede mig i gang med brolægningen. Dengang lavede vi en aftale om, at når et projekt er færdigt, så er den synlige del af det Pouls, mens det nedenunder er mit. Den aftale holder stadig, konstaterede Keld Olsen med et smil.

- Årsagen til, at jeg står her i dag, er at der er nogle dygtige håndværkere, jeg har arbejdet sammen med. Jeg er selv håndværker. Ganske vist tømrer. Og træ og sten er ikke ét fedt. Men begge dele er håndværk, sagde Keld Olsen.

Brolæggerlauget har overrakt Brolæggerprisen hvert år siden lagets 100 års fødselsdag i 1986. Dermed var det den 26. udgave, der landede hos den bornholmske tømrer i Aarhus.