Det er fortidens synder i byggebranchen, der holder hjulene i gang hos Kenneth Jensen og hans firma JMS Miljø. Firmaet er en rådgivnings- og servicevirksomhed, som beskæftiger sig med opgaver som asbestsanering, sanering og fjernelse af skimmelsvampe og PCB i bygninger og bygningsdele.

"Synder" er måske et voldsomt ord, men faktum er, at byggebranchen i dag er blevet væsentligt klogere i forhold til nogle af de materialer, man brugte til at bygge med i 1950'erne, 60'erne og 70'erne samt den korrekte anvendelse af dem. Før man blev bekendt med skadevirkningerne eksempelvis PCB, glædede byggebranchen sig over de kemiske stoffers egenskaber, som kom til sin ret som tilsætningsstoffer i blandt andet fugemasser og lim. Asbestfibre blev anvendt i især tag- og loftplader, men også i isolering til kedler og rør frem til omkring midten af 1980'erne, hvor de blev forbudte.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nu hvor en energirenoveringsbølge er på vej om Danmark - når pengene er tilstede - bliver der i stigende grad prikket hul på de gamle bygninger, og allerede i en lang årrække har der været stor aktivitet omkring asbest- og PCB-sanering.

Startskud hos DSB

JMS Miljø vil gerne være - og er det også - en vigtig faktor i forhold til miljøsanering. Firmaet har 25 års erfaring med sanering samt registrering af asbest og PCB. I dag er det med Kenneth Jensen i direktørstolen, men firmaet er oprindelig grundlagt af hans far.

- Min far gav sig i kast med sanering, da det i midten af 1980'erne kom frem, hvor farligt de forskellige materialer var. Der kom et asbestdirektiv næsten over en nat, og pludselig talte alle om asbestsanering. Derfor grundlagde min far Jydsk Miljø Sanering, fortæller Kenneth Jensen.

Selv var han et barn på det tidspunkt, men han er med egne ord vokset op med asbest. Da han senere skulle vælge sig et erhverv, var miljøsanering nærliggende.

- Det var oplagt, at det var en mulig vej at gå, og sådan gik det jo også i 2007, siger Kenneth Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I det år blev der opdaget forekomster af asbest i S-togene i København. Opdagelsen kom som følge af sygdom blandt DSB's mekanikere, og igen blussede asbest-debatten op.

- Virkningerne af asbest kommer snigende. Man kan arbejde med det i 25 år, og så pludselig bliver man syg. Man bliver påvirket lidt af de små fibre hele tiden. Det er jo ikke som at vælte på sin cykel, hvor man med det samme kan se sine skrammer. Sagen fik DSB til at gå i offensiven, og de ønskede at asbestsanere alle deres togsæt. Min far fik tilbud om at tage del i opgaven, og for mig var det nu eller aldrig, hvis jeg ville beskæftige mig med området, fortæller Kenneth Jensen.

Han overtog ledelse i firmaet og tog opgaven for DSB. Det fyldte kalenderen for resten af 2007, så det gav en god start som selvstændig i et etableret firma.

Dårligt indeklima accepteres ikke

Siden er det gået slag i slag. Kundereferencerne tæller både staten, kommuner, private bygherrer, rådgivere, tømrere, murere osv., og projekterne har været mange.

Det kan måske virk lidt paradoksalt, når Kenneth Jensen ofte er eneste mand i virksomheden. Hovedadressen er et kontorfællesskab ved Fredericia. Endvidere har JMS Miljø et kontor i Herning, men det er planen, at Fredericia på et tidspunkt skal være omdrejningspunktet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når der er behov for det, trækker Kenneth Jensen selv i beskyttelsesdragten, men ellers lader han sit indlejede mandskab klare opgaverne. Nogle gange har han op til 10 mand i gang, og på de sløve tidspunkter er der blot ham selv.

- Jeg benytter mig af indlejede folk, da jeg ikke kan garantere dem arbejde fast. Jeg ved ikke, hvor meget arbejde der kommer ind. Min far bredte sig ud over flere fagområder, men jeg har valgt kun at fokusere på miljøsanering. Jeg tror på, at der kommer endnu mere arbejde på den front i fremtiden. Vigtigheden af et godt indeklima fylder mere og mere, og folk vil ikke acceptere at arbejde eller opholde sig i et dårligt indeklima. Jeg regner med, at jeg kan begynde at fastansætte folk på et tidspunkt, for jeg synes, at folk virkelig er begyndt at tage området seriøst, vurderer Kenneth Jensen.

Hjulpet af æstetik

En anden faktor, der bidrager til ordrebogen, er en øget bevidsthed hos bygherrer omkring bygningers æstetik.

- Det er min opfattelse, at kunderne er begyndt at tænke mere i bevarelse af bygninger frem for total nedrivning. Vi sanerer også bygninger, før de rives ned, men det betyder virkelig noget for os, når bygningen skal bevares. Det er en holdning hos mange kunder, at æstetikken er væk i nye, moderne byggerier, og jeg tror, at blandt andet kommunerne er begyndt at tænke variation i bygningsmassen ind i sagerne, siger Kenneth Jensen.

Ved hvor han skal kigge

Grundlæggende er det hans erfaring, at skadevirkningerne ved asbest ligger dybt i folks underbevidsthed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Når folk hører ordet "asbest", begynder alarmklokkerne at ringe. Jeg får også henvendelser fra private, der har opdaget, at der er asbest i deres tag. De spørger også til de skadelige effekter, men jeg er ikke læge, så jeg holder mig til den faglige viden.

Han ved af erfaring, hvor han som minimum skal kigge, når han er ude og screene en bygning for skadelige stoffer. Rørisoleringer, gulvlim, etageadskillelser og lofter tjekkes sammen med vinduernes datering. Det hele kombineres med en gennemgang af bygningens historie.

Uanset om et projekt bliver af større eller mindre omfang, tager han sig gerne af det.

- Jeg plejer at sige, at vi klarer det hele. Jeg trækker på folk i mit netværk, og det er stort og spænder vidt. Ellers kunne jeg ikke fungere som firma. Jeg kan geare mit firma op og ned afhængig af projektets størrelse, og derfor er det nødvendigt at være bredt funderet, siger Kenneth Jensen.