Dét med forårsrengøringen er én ting. Når det kommer til efterårsrengøring, er det en ganske anden - og tungere - sag. Så da der skulle gøres silo-rent hos det tidligere Mørch Cement på havnen i Aabenraa, rullede den helt store Grove-kran fra BMS A/S i Rødekro ind.
Rengøringsopgaven var nemlig foranlediget af, at der skulle skiftes farve på cementen i en 35 meter høj silo. Hidtil har siloen indeholdt almindelig grå cement. Nu skal den i stedet anvendes til farvet cement. Og så skal der gøres rent. Tilmed ganske omhyggeligt.
Derfor blev der flyttet lysmast og løsnet masser af bolte, der fæstnede siloen til undergrunden. Og Grove-mobilkranen af typen GKM 7450 tog fat.
En kran-kollega kom også i sving. En GKM 40/80 mobilkran skulle simpelthen løfte montøren, der skulle fastgøre siloen fra Grove-kranens kroge. Og så var det tid at løfte. 35 meter silo med en vægt på 68,5 tons ned til rengøring og derefter retur til soklen.