Hollandske Triolet, der har specialiseret sig i udstyr til fodring af kvæg, diskede på Agritechnica op med en ny, selvkørende fuldfoderblander med et helt nyt læsseprincip.

Fuldfoderblanderen med navnet Triotrac benytter et bredt gummibånd til at læsse foderet med i stedet for en traditionel foderkanal på skære/læssearmen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Princippet fungerer ved, at en skærearm med et hydraulisk trukket dobbelt knivfingersystem både på langs og på tværs af armen skærer ned gennem ensilagen.

En valse bag ved knivene sørger for at hjælpe ensilagen ned på gummibåndet, hvor materialet transporteres videre om i blanderen.

Gummibåndet er i fuld bredde af maskinen, og derved sikres en høj læssekapacitet, vurderer firmaet. Omkring skæreenheden er der heller ingen frygt at spore. Systemet har nemlig været benyttet på Triolets koncept af blokskærer de sidste 10 år.

Justerbart førerhus

Når gummibåndet fylder hele bredden på maskinen, og ensilagen valses ned fra skærearmen, er der ikke meget plads til førerhus. For at have plads til begge dele fungerer det ved, at førerhuset ved transport sidder på den nederste del af konstruktionsrammen til båndet.

Ved læsning af foder kører førerhuset imidlertid op af rammen og væk fra det nedfaldende materiale, så gummibåndet har fri passage til at transportere foderet op i blanderen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tre modeller

Triotrac´en kan fås i tre forskellige modeller med henholdsvis 14, 17 og 20 kubikmeter blandetank.

Det resterende på blanderen er ens på alle tre blandere, men er der brug for ekstra effekt, kan den fire-cylindrede John Deere motor på 104 hestekræfter udskiftes med en stærkere seks-cylindret motor på 150 hestekræfter.

Maskinen drives af tre store hydraulikpumper, som hver styrer fremdrift, læsning og blanding af foderet.

- Maskinen er så ny, at vi ikke var sikker på om den nåede med til Agritechnica. Det gjorde den, og den skal nu køre forskellige tests og demonstrationer i løbet af foråret, fortæller Casper Metz eksportsalgschef hos Triolet.

Han regner dog med at have Triotrac klar til salg omkring september 2006.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Display i traktoren

Noget, som Casper Metz tror på til det danske marked, er et nyt radiostyret display, som kan installeres i traktoren.

Ud over at have en computer på den bugserede fuldfoderblander så installeres det radiostyrede display i læssetraktoren eller i teleskoplæsseren. Så kan føreren hele tiden følge med i hvor meget, der er læsset i blanderen.

De fleste funktioner kan således styres fra traktoren såvel som på blanderen.

Foderplan i stuen

En anden nyhed, som Triolet har udviklet i samarbejde med firmaet Digi-Star, er muligheden for både at up- og downloade foderplaner og andre informationer på blandecomputeren.

Det gør det muligt at lave foderplaner inden døre på den stationære pc og dernæst tage informationerne med og uploade dem til blandecomputeren via en Data-key.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sammen med det radiostyrede display kan landmanden således se den komplette foderplan på traktordisplayet, så han ved, hvor store mængder foder, der skal læsses.

Omvendt kan data fra blandecomputeren også tages med ind på den stationære computer, hvis der er brug for dette.

Triolet håber at kunne gøre denne dataudveksling til en del af et program, der kan overvåge foderforbrug og andre nyttige ting på samme måde, som det er tilfældet inden for malkeområdet med programmer til blandt andet registrering af ydelse.