Skiold Mullerup A/S modtog mandag 5. december 2005 prisen som årets rummelige arbejdsplads – Rummelighedsprisen 2005, som er stiftet af Koordinationsudvalget for Munkebo, Ullerslev, Langeskov og Kerteminde kommuner og Kjerteminde Avis.

I festlige omgivelser på Lundsgaard Alvsgård overrakte Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen vinderkunstværket til direktør Carsten Poulsen og produktionschef Lasse Søgaard fra Mullerup.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mullerup blev i foråret nomineret som maj måneds rummelige virksomhed og blev således valgt til årets rummelige virksomhed i skarp konkurrence med flere kendte store virksomheder, for eksempel Ib Andresen Industri i Langeskov, Lindøværftets Seniorværksted i Munkebo og Kruuse A/S i Marslev ifølge en pressemeddelelse fra Skiold Mullerup a/s.

Alle fortjener en chance

-Vi er meget glade for og stolte over at modtage Rummelighedsprisen 2005. Det er et skulderklap til alle på Mullerup.

- Prisen viser, at selv en mindre virksomhed formår at gøre noget for det rummelige arbejdsmarked og vise socialt ansvar. Vi skal skabe resultater, udover dem der kan måles på bundlinien.

- For os handler det rummelige arbejdsmarked om, at alle fortjener en chance for at vise, at de kan og vil uanset, om man har været syg, væk fra arbejdsmarkedet eller kommer fra et fremmed land, udtaler Carsten Poulsen, administrerende direktør hos Mullerup.

Når Koordinationsudvalget ifølge formand Jan Johansen har valgt at udpege Skiold Mullerup, hænger det sammen med virksomhedens holdning til at hjælpe mennesker videre i tilværelsen.