Sukkerprisen er steget med knap 80 procent siden april 2005 og med hele 170 procent siden april 2004. Jyske Bank vurderer dog, at en korrektion af sukkerprisen er tæt på. Det fremgår af bankens nyhedsbrev, Finansnyt.

Opsvinget i sukkerpriserne skal ifølge Jyske Bank ses i lyset af to forhold.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De stigende priser på olie og benzin har betydet, at man især i Sydamerika i stort omfang har benyttet sukker til produktion af sprit som supplement til den dyre benzin.

Desuden betyder EU's sukkerreform et lavere udbud på verdensplan, og det er også med til at presse sukkerprisen i vejret.

EU præsenterede i november 2005 en ny sukkerreform, der medfører, at sukkerpriserne sænkes med 36 procent over de kommende fire år. Det er første gang siden 1968, at EU piller ved sukkerordningerne, der har været genstand for stor kritik.

Dels fordi de europæiske forbrugere har betalt tre gange markedsprisen, dels fordi ulande er blevet holdt uden for markedet.

- Sukkerreformen rammer dog producenterne med et forventet lavere udbud til følge, siger Jyske Bank.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi vurderer dog, at sukker har bevæget sig ind i farligt territorium, og en snarlig korrektion i prisen synes sandsynlig, lyder det i en vurdering fra Jyske Bank.

- Turen fra cirka otte cent pr. lb, det vil sige 1,10 kroner pr. kilo, til de nuværende 14,70 cent pr. lb, 2.03 kroner pr. kilo har været imponerende. Således er psykologisk vigtige modstandsniveauer forceret uden besvær, hvilket har ført til et overophedet marked, hvor flere forhold peger på en korrektion. Sukker er ganske enkelt overkøbt, vurderer Jyske Bank.

Jyske Bank ser potentialet for en korrektion af sukkerprisen ned mod 11,15 cent pr. lb, altså 1,54 kilo.