Svinekød fra USA er stadig i høj kurs hos forbrugere over hele kloden, og i 2005 steg den amerikanske eksport af svinekød dermed 13 procent i forhold til året før. Det er 14. år i træk, at USA øger eksporten af svinekød, oplyser meatnews.com.

Den amerikanske eksport af svinekød havner dermed på 820.095 ton, og væksten er blandt andet båret frem af en massiv markedsføring af US Meat Export Federation (USMEF).

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vores fokus på amerikansk svinekød har været med til at skabe en vækst på 13 procent i eksportmængden og en værdistigning på 19 procent i de første 11 måneder af 2005. De tal kombineret med USMEF's fortsatte indsats på området peger i retning af et favorabelt resultat i 2006, siger Brett Stuart, direktør for handelsanalyse ved USMEF.

USMEF allierede sig for eksempel med 800 supermarkeder under fem japanske kæder for at fremme eksporten til Japan. Men med Japans genåbning for import af amerikansk oksekød og en undersøgelse af det japanske finansministeriums påståede fusk med tarifferne for import af svinekød, frygter USMEF et fald i Japans import af især frosset svinekød.

En markedsføringskampagne har også givet pote i Mexico, som nu er den næststørste importør af svinekød fra USA.

Den markante vækst i eksport til Mexico er et eksempel på, at amerikansk eksport af svinekød godt kan stige, selv om det pågældende land genåbner for import af amerikansk oksekød.

USMEF vil i marts gøre mere reklame for amerikansk svinekød på Seoul Food-messen i Sydkorea, endnu et vækstmarked for amerikansk svinekød.