Der er stor forskel på forekomsten af salmonella i dansk og udenlandsk svinekød. Det viser både en ny rapport fra Den Europæiske Fødevaresikkerheds-Autoritet (EFSA) og den danske Fødevarestyrelsens importkontrol.

Fødevarestyrelsens kontrol af dansk og udenlandsk fersk svinekød viser, at der blev fundet salmonella i 0,8 procent af de 34.038 prøver af dansk kød. Til sammenligning blev der fundet salmonella i 34 procent af de 136 undersøgte partier.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I svinekød importeret fra Holland, Spanien og Frankrig var forekomsten af salmonella cirka 25 procent.

- Tallene understreger, at niveauet for fødevaresikkerhed i EU varierer alt for meget fra land til land, siger Erik Bisgaard Madsen, viceadministrerende direktør i Danske Slagterier.

- Samtidig eksponeres de danske forbrugere for flere salmonella-forekomster og større smitterisiko på grund af den øgede import af udenlandsk fersk svinekød. Det er ret sigende, at salmonella findes i 25 procent af de importerede partier fra flere lande, tilføjer han.

Første spæde skridt

EFSA offentliggjorde i december 2005 sin første rapport om fødevarebårne sygdomme i EU.

Dog har EFSA endnu ikke mulighed for at fremlægge direkte sammenlignelige tal mellem alle lande. Det skyldes, at de fleste EU-lande endnu ikke har handlingsplaner mod for eksempel salmonella i svin og dermed ikke systematisk indberetter data, som Danmark gør.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- EFSAs første rapport er ikke så kvalitativt god, som vi kunne ønske. Men det er trods alt godt, at der nu tages skridt på vej mod et bedre sammenligningsgrundlag på tværs af landene, og at der nu kommer åbenhed og synlighed omkring fødevaresikkerheden i EU, siger Erik Bisgaard Madsen.

Danmark 10 år foran

De tal, der trods alt er tilgængelige, bekræfter Fødevarestyrelsens kontrolresultater af dansk og udenlandsk svinekød.

EFSA-rapporten viser desuden, at Danmark stort set ikke har problemer med multiresistente salmonella-bakterier. Det er derimod en alvorlig hovedpine i for eksempel Storbritannien, Tyskland, Italien, Spanien og Polen.

- Det betyder, at de salmonellabakterier, der kommer ud til de danske forbrugere, på grund af den stigende import, er værre med hensyn til multiresistens, pointerer Erik Bisgaard Madsen.

- I Danmark er vi 10 år foran de fleste EU-lande på dette område, da vi har haft en handlingsplan for salmonella siden 1995. Planen har medført et stort fald i antallet af mennesker, der er blevet syge af salmonella i svinekød, fra 1.100 om året til under 200 nu, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Følg dansk eksempel

- I Danmark mærker landmændene det direkte på deres pengepung, hvis der findes salmonella i kødet. Så bliver de nemlig trukket i afregningen. De danske landmænd har styr på medicinforbruget og er sammen med dyrlægerne gode til at administrere det, tilføjer Erik Bisgaard Madsen.

Han mener, at der er et seriøst behov for, at flere EU-lande nu følger Danmarks eksempel og iværksætter effektive handlingsplaner.

- Det er slående, at Danmark tegner sig for over 34.000 prøver i EFSA-rapporten, mens de øvrige otte lande tilsammen kun står for lidt over 20.000 prøver, siger Erik Bisgaard Madsen.

- Den danske model har bevist sin effektivitet og sikret forbrugere af dansk svinekød globalt. Nu gælder det om fortsat at arbejde hårdt for at fastholde de lave niveauer, slår han fast.